Trods protester - region fortsætter med vaskeri til 260 millioner

Et kommende sygehusvaskeri i Region Sjælland bliver så dyrt, at flere partier vil have stoppet byggeriet. Men et flertal gik videre med planerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det kommende sygehusvaskeri i Region Sjælland bliver så dyrt, at de borgerlige partier nu vil have stoppet byggeriet. Men et flertal i regionsrådet besluttede tirsdag eftermiddag at gå videre med million-projektet.

Det nye sygehusvaskeri skal bygges, fordi det tidligere vaskeri i Holbæk brændte ned i 2018.

Tirsdag skulle regionsrådet egentlig bare tage stilling til, hvilken energiform det nye vaskeri skal bruge, når det bliver bygget. Men debatten kom i højere grad til at handle om regionen overhovedet skal bygge et vaskeri.

- Det er hverken fornuftigt eller økonomisk forsvarligt at gå i gang med byggeriet. Der er private aktører, der kan løse opgaven billigere, fastslog Thomas Vesth (LA).

Prisen er eksploderet

Prisen på vaskeriet er eksploderet. Forventningen var, at det nye vaskeri, der skal ligge ved Tuse nær Holbæk, ville koste under 70 millioner kroner. Nu vurderer embedsmændene, at prisen kan komme op i nærheden 260 millioner kroner. Altså en tredobling.

- Det er først gang, at vi får estimat på den samlede pris. Der er flere årsager til, at byggeriet bliver dyrere. Der er kommet nye krav, der betyder en udvidelse af vaskeriet, og samtidig ved vi jo, at priserne er kraftigt stigende, forklarede regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Men det formildede ikke de Konservative.

- Vi kan ikke støtte nogle af energiløsningerne, og vi kommer også til at stemme nej, når den endelige beslutning om byggeriet skal træffes. Det er for dyrt med et vaskeri til over 250 millioner kroner. Og ved at sige nej frigør vi et betydeligt beløb, der kan bruges til mere patientnære investeringer. Driften af vaskeri kan varetages af private virksomheder, lød det fra Christian Wedell-Neergaard (K).

Forsikringen dækker ikke alt

Sygehusvaskeriet ved Holbæk Sygehus brændte i juni 2018. Regionen får 104 millioner kroner fra forsikringen til at bygge et nyt. Men det rækker altså langt fra til at dække regningen. Det fik også Venstre på banen. Partiet ville dog ikke helt droppe byggeplanerne.

- Venstre foreslår, at vi udskyder både beslutningen om energiløsning og byggeri i to år. Projektet er blevet for dyrt. Der er for mange usikkerhedsmomenter, sagde Kirsten Devantier (V).

Regionsrådet har travlt. Det er nemlig en forudsætning for at få udbetalt forsikringssummen, at byggeriet kommer i gang senest i juni i år.

Hverken Konservative eller Venstre fik flertal til deres forslag. De konservative fik til gengæld kritik fra flere for at løbe fra tidligere aftaler - og regionsrådsformand Heino Knudsen (S) stak også til den konservative Christian Wedell-Neergaard.

- Det var ellers de konservative, der i pressen blev udråbt til grønne redningsmænd, da vi besluttede at gå efter en bæredygtig løsning. Nu vil I slet ikke være med. Jeg er faktisk stolt over, at vi træffer et grønt valg. Det var vi enige om. Vi var også enige om at bevare arbejdspladserne på vaskeriet her i regionen. Og den energiløsning, vi vælger, giver billigere drift og sparer CO2, fastslog Heino Knudsen (S).

Efter en debat på 45 minutter med en enkelt indlagt pause, så endte det med, at et stort flertal i regionsrådet besluttede, at det skal være solenergi og varmepumper, der skal sørge for, at vaskemaskiner og tørretumblere roterer rundt med hospitalstøjet.

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale og også Venstre stemte for.

Den endelige beslutning om vaskeriet skal træffes på mødet i marts, hvor politikerne bliver præsenteret for den endelige anlægsøkonomi.


Nyhedsoverblik