Vil du vise Regionsrådet, at der IKKE skal lukkes busser på Sjælland, Lolland, Falster og Møn eller skæres ned på Tølløsebanen. Så kom med på mandag!
Sådan står der i et event, som Enhedslisten har oprettet på Facebook: Bevar vores bus og tog Region Sjælland, hvor partiet opfordrer folk til at møde op ved dagens møde i Regionsrådet klokken 16.00.
Det er rent ud sagt en katastrofe
Derfor er 40 mennesker mandag samlet foran Regionshuset i Sorø for at tilkendegive deres utilfredshed med, at der skal spares 20 millioner på den kollektive trafik de næste to år.
Flere steder på Sjælland, Lolland, Falster og Møn har borgere tidligere udtrykt stor bekymring for spareforslagene. Tre forskellige underskriftindsamlinger er blandt andet startet i Slagelse, Vordingborg og på Lolland.
Lokale borgere fra Sorø, Slagelse og Korsør er mødt op
Regionsrådet har i dag, mandag, andenbehandling af budgettet, og det er derfor, at Enhedslisten arrangeret demonstrationen mod spareplanerne på den offentlige trafik.
- Her er lokale fra Sorø, Slagelse og Korsør, som også har været med til at samle underskrifter ind rundt omkring, siger Enhedslistens folketingsmedlem Eva Flyvholm, der deltager i dagens aktiviteter.
- Vi er blevet enige om, at vi ville bruge det her som afsæt til at markere, at vores busser og toge er sindssygt vigtige, og så vil vi blive ved med at forsøge at lave en større samling frem mod den endelige beslutning, siger hun og varsler, at der vil være flere aktiviteter den kommende måneds tid.
Eva Flyvholm: - Det er en katastrofe
I Folketinget har Eva Flyvholm desuden kaldte erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd om de nedskæringer til regionerne, der risikerer at ramme flere busruter samt Tølløsebanen.
Der burde ikke være en eneste politiker i regionen eller folketinget, der vil gå med til det her
- Det er rent ud sagt en katastrofe. Hvis busserne bliver lukket, og der bliver skåret ned på banen, bliver det umuligt at komme frem mange steder på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Vi er nødt til at stå sammen om vores bus og tog. Der burde ikke være en eneste politiker i regionen eller folketinget, der vil gå med til det her, siger Eva Flyvholm.
I Region Sjælland stiller Enhedslisten et forslag til budgettet, som betyder, at der ikke bliver skåret på bus og tog.
- Det vil jeg bestemt ønske, at de andre regionsrådspolitikere lytter til. Jeg tror også, at det her gerne skulle skubbe til dem i forhold til at indse, at vi er mange, der meget gerne vil beholde bus og tog. Det er ikke holdbart, hvis de lukker så mange busruter, siger Eva Flyvholm.
Nogle af de borgere, der deltager i aktionen, vil efterfølgende også stille spørgsmål til regionsrådspolitikerne.
Enhedslisten: Pengene må kunne spares et andet sted
Forslaget fra Enhedslisten går på, at man finder besparelserne et andet sted end på den kollektive trafik.
- Vi har tidligere set, at det er lykkedes at få nødløsninger til Region Sjælland, da vi skulle bevare Tølløsebanen. Og jeg håber, det er noget af det samme, vi kan komme i mål med her.
Det kræver ifølge Eva Flyvholm, at regionsrådspolitikerne står fast på, at busser og Tølløsebanen ikke skal beskæres.
Selvom 20 millioner kroner på to år er mange penge, kan det godt lade sig gøre at finde de penge et andet sted, mener hun.
- I forhold til næste år kan det godt lade sig gøre at finde pengene på erhvervsstøtten og forskellige konsulentydelser. I det lange løb kan det ikke lade sig gøre, og derfor skal vi også sørge for, at den kommende regering får tilført flere midler, for det er helt urimeligt, at Region Sjælland bliver ramt så hårdt på det her.