Vera på 77 skal hjælpe med at vaccinere: - Det er en gave, at der er brug for mig

Den 27. december bliver de første danskere vaccineret. Region Sjælland har hyret ekstra mandskab til at hjælpe til. Mød to af dem, der har sagt ja.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 27. december klokken 09 vil de første borgere i Danmark blive vaccineret mod covid-19, blandt andet på plejecenteret Blomstergården i Slagelse. 

quote Jeg glæder mig

Vera Sehested, 77

Mens vi venter på, at vaccinen lander i Danmark, så står mange medarbejde parat til hjælpe.

Ud over de praktiserende læger og personer i det nuværende test-set-up skal en række personer med sundhedsfaglige kompetencer hjælpe til med at vaccinere. Den 12. december efterlyste Region Sjælland læger, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, der kan stå for at vaccinere sjællænderne mod covid-19.

150 ansøgninger blev modtaget, og nu er de personer, der er brug for, blevet ansat. Mød to af dem her.


Vera Sehested, 77 år, pensioneret sygeplejerske

Vera Sehested, der til dagligt bor i Karslunde, er pensioneret sygeplejerske. Hun har arbejdet i faget i 42 år, blandt andet på Holbæk Sygehus, og blev pensioneret for 14 år siden. Denne tilværelse nyder hun normalt, men da hun hørte, at Region Sjælland havde brug for folk med hendes kompetencer, så sprang hun til.

- Når nu man har været pensioneret i 14 år, så er det jo dejligt, at der er brug for mig. Jeg synes næsten, det er en gave, siger Vera Sehested, efter hun netop har været til informationsmøde om, hvordan vaccinationerne kommer til at foregå.

Vera Sehested skal arbejde sammen med en læge i en ambulance. De skal fragte vacciner til plejehjem i Region Sjælland. Her vil de blive mødt af en praktiserende læge, der skal stå for at vaccinere plejehjemsbeboere, mens Vera Sehested hjælper til. Hvornår hun skal på arbejde, ved hun ikke endnu.

- Det er den bedste nyhed, vi har fået længe: at nu kan vi gå i gang med at vaccinere. Jeg blev helt opløftet af det. Jeg har prøvet det så mange gange, så jeg er tryg ved at vaccinere. Jeg ved, hvordan man gør. Og så bliver det hyggeligt at komme ud og møde nogle andre. Jeg glæder mig, siger Vera Sehested.

God nok har Vera Sehested ikke været på arbejdsmarkedet længe, men det får hende ikke til ryste på hånden. Men der er dog én ting, der kan gøre Vera Sehested lidt nervøs - en lang arbejdsdag.

- Det, der kommer lidt bag på mig, er, at det jo er et fuldtidsjob. Altså, man bestemmer selv, hvor mange dage man kan arbejde. Arbejdstiden er 8-16.30, men det har jeg jo ikke arbejdet i mange år, så der tænkte jeg lidt: Nå for søren, nu må jeg se, hvad jeg kan overkomme, siger hun og fortsætter:

- Det er jo bare med at komme derud af og få vaccineret

Også Vera Sehested har planer her til jul, men hun er klar til at træde til, når det kræves.

- Der er jo ingen af os, der får den samme jul, som vi plejer, så jeg har tid nok. Så kan jeg bruge min tid på det. Det er jo en fornuftig måde at bruge sin tid på, synes jeg. 

Søren Astrup Juul, 52 år, centerchef på epilepsihospitalet Filadelfia 

Søren Astrup Juul kan snart hjælpe med vaccinere borgerne i Region Sjælland mod COVID-19.
Søren Astrup Juul kan snart hjælpe med vaccinere borgerne i Region Sjælland mod COVID-19.

- Jeg har lige nu juleferie fra mit job, men jeg føler ikke, jeg kan holde ferie, når vi har sådan en krise. Det vækker et eller andet i mig. 

Sådan siger Søren Astrup Juul på spørgsmålet, hvorfor han gerne vil være med til vaccinere. For ham var det et helt indlysende valg.

- Som leder på Filadelfia (i Dianalund, red.) har jeg være dybt involveret i den her krise, og det har i høj grad handlet om at få implementeret alle de her restriktioner. Vi har skullet balancere mellem sikkerheden over for borgerne og personalet, men samtidig er der et liv, der skulle gå videre. Det har i virkeligheden været en af de største udfordringer. Vi ved, det kan være fatalt for borgerne, hvis smitten kommer indenfor dørene, men samtidig har perioden været så lang, så de har ikke skullet miste livskvaliteten, siger Søren Astrup Juul.

Det er dog ikke via sit virke hos Filadelfia, at Søren Astrup Juul har lært at vaccinere. I fem år har han arbejdet for Danske Lægers Vaccinations Service og er efter eget udsagn "rigtig god til at vaccinere".

- Jeg ved godt, det lyder selvfedt, men jeg har vaccineret i rigtig mange år, så jeg er super god til det. Så jeg vil gerne hjælpe nogle mennesker.

quote Jeg har lige nu juleferie fra mit job, men jeg føler ikke, jeg kan holde ferie, når vi har sådan en krise. Det vækker et eller andet i mig

Søren Astrup Juul, centerchef

Ligesom Vera Sehested har Søren Astrup Juul onsdag også været til informationsmøde i Roskilde. Her har han fået en grundig introduktion til sin nye arbejdsplads.

- Jeg synes, det er spændende, og der er en rar atmosfære og team spirit.

Han skal ligesom Vera Sehested have rollen som sygeplejerske på en af vaccineambulancerne og altså hjælpe den praktiserende læge.

- Der er en chauffør, som skal holde bilen i gang, så vaccinen holder sig kold. Så er der en, der tager vaccinen ud af fryseren, så skal jeg trække den op og så give vaccinen til en læge, siger Søren Astrup Juul. 

Hvor og hvem Søren Astrup Juul skal vaccinere, ved han ikke endnu. Han har ferie fra sit normale job til efter nytår og har tilbudt sin hjælp på fuldtid, indtil juleferien er slut. Efter nytår har han sagt ja til arbejde 15 timer ugen ved siden af sit job på Filadelfia.

- Jeg glæder mig til at komme ud til nogle mennesker, der har forventninger til, at der kommer en vaccine, der ændrer grundlæggende på måden, vi har levet på i otte måneder, siger Søren Astrup Juul.

Fakta om vaccinen

- Den første vaccine, der kommer til Danmark, er den amerikansk/tyske vaccine fra Pfizer/BioNTech.

- Vaccinen blev godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur den 21. december.

- I første omgang får EU-landene 10.000 doser hver.

- Vaccinen kræver to stik for fuld effekt, så der er cirka 5000 danskere, der bliver vaccineret i første runde.

- De første, der bliver vaccineret,  er blandt andet beboere på plejehjem og frontpersonale på sygehuse.

- Regeringens målsætning er at få vaccineret 250.000 danskere i løbet af de første par måneder i 2021.


Kilde: Sundhedsstyrelsen


Nyhedsoverblik