26-årig stalker nægter drab på ekskærestes hunde

Ifølge den tiltalte er det en anden mand, der aflivede hundene imod tiltaltes vilje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I slutningen af oktober sidste år efterlyste Bitten Bjørk og hendes datter fra Ringsted deres to hunde, som var væk efter et indbrud. Det skulle senere hen vise sig, at hundene Mickey og Malou blev mishandlet og stukket ihjel.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er det ekskæresten til Bitten Bjørks datter, som står bag hændelsen. Derfor blev han sidste år sigtet for indbrud og hærværk, som er den paragraf, hundedrabene falder under.

I dag mandag begyndte retssagen ved Retten i Roskilde.

En anden mand deltog

Her erkendte den 26-årig, at han har begået det indbrud den 29. oktober 2016, hvor hundene blev fjernet fra ekskærestens hjem, men nægtede sig mandag i retten skyldig i at have aflivet hundene. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Den tiltalte fortalte desuden i retten, at han ikke begik indbruddet alene i sin tid, men at en anden mand deltog i indbruddet, og at det var denne mand, der efterfølgende aflivede de to hunde imod den tiltaltes vilje.

Udover, at den 26-årige står tiltalt for at aflive de to hunde med knivstik, er han også tiltalt for at chikanere og forfølge hans ekskæreste fra Ringsted.


Nyhedsoverblik