Flere rejsende med DSB's busafgang fra Næstved tirsdag morgen klokken 8.40 fik sig en forskrækkelse. For chaufføren var ifølge en passager ombord på bussen så træt, at flere følte trang til at holde vedkommende vågen.
- Der var nogen, der fandt ud af, at buschaufføren ikke holdt øje med, hvor han kørte. Han virkede træt. Så de satte sig op foran og talte med ham for, at han ikke kørte galt, fortæller Emil Hjorth fra Næstved, som var med ombord på bussen.
Vi får en anmeldelse om, at den her chauffør virker uoplagt og træt, og man ikke er helt tryg ved den transport, der foregik
Busserne er sat ind på hele Sydbanen, mens Banedanmark foretager sporarbejde.
Selv blev Emil Hjorth opmærksom på, at ikke alt var helt som det skulle, da bussen i første omgang kørte den forkerte vej ud af byen.
- Da han kørte fra stationen, kørte han først mod Slagelse og måtte lave en U-vending, siger Emil Hjorth, der ligesom de øvrige passagerer skulle nå et tog i Ringsted.
- Jeg ved, nogen har talt med DSB, og der var vist også nogen, der ringede til politiet, forklarer han videre og tilføjer:
- Folk blev nervøse, fordi han lå og kørte rimelig stærkt.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi bliver anmeldelsen bekræftet. Her modtog man et opkald klokken 9.31.
Bussen var på dette tidspunkt nået til sin destination på Jernbanevej i Ringsted.
- Vi får en anmeldelse om, at den her chauffør virker uoplagt og træt, og man ikke er helt tryg ved den transport, der foregik, fortæller kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Bekræfter hændelse
Midt- og Vestsjællands Politi havde imidlertid ikke patruljer i området til at undersøge anmeldelsen nærmere.
- Vi har ikke haft en kontrol ude ved bussen, men vi har været i dialog med busselskabet, som vi har orienteret om anmeldelsen, forklarer Charlotte Tornquist.
Hos DSB bekræfter man episoden, men vil ikke kommentere den nærmere.
- Jeg kan ikke kommentere på sådan en sag. Det er en sag mellem bus-entreprenøren og i givet fald også chaufføren – som har et ansættelsesforhold med den entreprenør – og så politiet, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB til TV2 ØST.
- Vi kan ikke gå ind og agere på sådan en sag. Det er en sag mellem politiet og den pågældende entreprenør.
Vikingbus, som har fået til opgave at køre passagerer sikkert mellem DSB's stationer, imens Banedanmark opgraderer Sydbanen, har tirsdag ikke ønsket at udtale sig i sagen og henviser i stedet til DSB.
Onsdag siger direktør Mogens Pedersen dog til TV2 ØST:
- Jeg kan ikke udtale mig om den enkelte sag, af hensyn til den pågældende chauffør.