Hvis alting går som planlagt, kan omkring 300 ansatte i Banedanmark i begyndelsen af 2020 rykke ind i et helt nyt domicil i det centrale Ringsted.
Bygningsstyrelsen har besluttet at tildele entreprenørvirksomheden KPC København A/S med Henning Larsens Architects A/S, Midtconsult A/S og Newsec-Datea det store byggeprojekt.
Det 9200 m2 nye hovedkontor på tre etager skal ifølge Henning Larsens Architects forbindes på kryds og tværs af et centralt rum med cafeer, uformelle mødefaciliteter og øvrige fælles funktioner. På den måde gør huset op med det traditionelle atriumhus, hvor bygningen kerne er fuldstændig åben.
Artiklen fortsætter under billederne:
Designet henter inspiration i stationsområdets materialer og stemning.
Byggeriet opføres af røde genbrugstegl, som det berømte arkitektfirma håber blandt andet at kunne hente fra den eksisterende banebygning på grunden.
Artiklen fortsætter under billedet:
Beslutningen om at flytte dele af Banedanmark til Ringsted blev truffet tilbage i 2015 i forbindelse med regeringens første plan for geografisk flytning af statslige arbejdspladser Bedre Balance – Statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder.