Bil ramt af sten på Vestmotorvejen: Politiet efterforsker muligt stenkast

Politiet undersøgte Vestmotorvejen ved Ringsted for spor tirsdag aften, fordi en bilist blev ramt af en sten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vestmotorvejen ved Ringsted i retning mod Storebælt blev spærret tirsdag aften, fordi politiet ledte efter spor efter et muligt stenkast. 

Det oplyser vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

En bilist blev klokken 19.56 ramt af en sten, da han kørte under en motorvejsbro.

- Han kører ved afkørsel 36 og ser noget falde ned fra en bro, som han mener er en sten. Den rammer taget på bilen, og så spærrer vi motorvejen for at lede efter stenen, siger Henrik Olesen til TV ØST.

Motorvejen var spærret mellem afkørsel 35 og afkørsel 36, mens politiet undersøgte området for spor, men politiet fandt ikke stenen.

- Nej, vi fandt den ikke. Men vi efterforsker fortsat sagen, siger Henrik Olesen. 

Manden i bilen kom intet til, da stenen ramte bilen, men der er sket skader på bilen, som politiet nu undersøger nærmere for spor.

 
  Foto: Michael Nordborg

Nyhedsoverblik