Birgitte fik mangelfulde brystundersøgelser: - Det er skræmmende

En af de kvinder, der fik en mangelfuld undersøgelse for brystkræft bifalder, at der bliver rejst sigtelser sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

TV2 ØST fanger Birgitte Smedegaard fra Karise i fuld gang med forberedelserne til sønnens konfirmation.

- Jeg er heldig. Selvom jeg fik en mangelfuld brystundersøgelse, da der var mistanke om, at jeg havde brystkræft, så fik jeg ikke kræft.

quote Jeg fejlede heldigvis ikke noget, men der er stadig kvinder, der lider - eller er døde - på grund af det her

Birgitte Smedegaard, Karise

Birgitte Smedegaard er en af de mange kvinder, der fik udført en mangelfuld brystundersøgelse på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017. Og hun er en af de 734 kvinder, der fik tilbudt en ny og grundigere undersøgelse.

- Jeg fejlede heldigvis ikke noget, men der er stadig kvinder, der lider - eller er døde - på grund af det her. Det er en meget alvorlig sag.

I marts kunne TV2 ØST fortælle, at der i 211 kræftforløb havde været en mangelfuld screening for brystkræft. 12 af de 211 kvinder er afgået ved døden. Senere kom det frem, at over 300 brystkræftramte kan have fået en mangelfuld brystundersøgelse. 

Ringsted Sygehus
Læs også
300 brystkræftramte kvinder kan være undersøgt mangelfuldt
Ringsted Sygehus
Læs også
300 brystkræftramte kvinder kan være undersøgt mangelfuldt

Hvor mange er ansvarlige

Mandag kom det frem, at Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi har rejst sigtelser mod Region Sjælland og flere ledende medarbejdere for overtrædelse af straffeloven og autorisationsloven i forbindelse med mulig mangelfuld håndtering af patienter, som var henvist til undersøgelser på Ringsted sygehus på mistanke om brystkræft. 

Da sygehusdirektør på Ringsted Sygehus, Vagn Bach, blev fyret i februar, sagde Birgitte Smedegaard til TV2 ØST, at fyringen var på sin plads. Siden har hun tænkt på, om han var den eneste, der kunne holdes ansvarlig.

- Der må have været andre i sundhedssystemet, der har vidst noget om det her – andre der kendte til de mangelfulde undersøgelser.  

Birgitte Smedegaard har derfor også spekuleret over, om der skete mere i sagen, og hun synes, at det er på sin plads, at man nu kommer til bunds i sagen.

quote Det giver dem ikke deres sundhed eller i nogle tilfælde deres liv tilbage, men det kan gøre, at det ikke sker igen. Det må aldrig ske igen!

Birgitte Smedegaard, Karise

- At sagen bliver fulgt til dørs retfærdiggør det overfor de kvinder, der desværre har udviklet kræft på det grundlag, at der er blevet sløset med undersøgelserne. Det giver dem ikke deres sundhed eller i nogle tilfælde deres liv tilbage, men det kan gøre, at det ikke sker igen. Det må aldrig ske igen, siger Birgitte Smedegaard. 

Birgitte fik kun en mammografi

I 2000 fik Birgitte Smedegaard fjernet en knude under armen. Derfor har hun efterfølgende været god til at opsøge læge de gange, hvor hun har mærket uregelmæssigheder I brystet.

Både I 2014 og 2016 har det betydet henvisning fra lægen til undersøgelse af hendes bryst på Ringsted Sygehus. Henvisningen fra lægen burde have udløst både en mammografi, en ultralyd scanning og en lægelig kontrol af brystet på Ringsted Sygehus. Men hun fik kun mammografien.

- Jeg synes, det er skræmmende, at jeg har været med i et forløb, hvor de har undladt at undersøge os, som har haft mistanke om brystkræft.

Fik et neutralt brev med et tilbud om fornyet undersøgelse

Efterfølgende modtog Birgitte Smedgaard et brev fra Ringsted Sygehus. Her stod der blandt andet:

Vi har, siden din undersøgelse, udvidet vores interne retningslinjer og undersøgelsestilbud. På denne baggrund tilbydes du yderligere undersøgelse med fornyet klinisk mammografi og ultralyd af brystet.

Læs hele brevet her. — PDF, 0,03 MB

På grund af brevets neutrale tone gik der flere måneder før Birgitte Smedegaard tog imod tilbuddet om den nye undersøgelse.

- Hvis jeg havde vidst, at det var fordi, de havde undersøgt mig mangelfuldt i 2016, havde jeg reageret meget hurtigere. Det er jeg helt sikker på. Flere kvinder har fået konstateret brystkræft. Det kunne ligeså godt have været mig, der kunne have fået den besked, siger Birgitte Smedegaard.


Nyhedsoverblik