Når man parkerer i Ringsted by, holder parkeringsvagter fra selskabet Parkeringskontrol Nord øje. Lidt for godt, hvis man spørger Konservative og Nye Borgerlige i byrådet.
I 2021 har selskabet udskrevet 2.776 parkeringsbøder i Ringsted by. Det er en tredobling i forhold til tidligere år, og det har fået de to partier til helt at kræve et stop for samarbejdet med Parkeringskontrol Nord
- Vi mener, at det er velbelyst, at den måde, som P-Nord driver forretning på, ikke er noget, vi kan se os selv i, siger Andreas Karlsen, der er gruppeformand for Konservative i Ringsted Kommunes byråd.
- Vi har opvejet for og imod ligesom alle andre, og vi er nået hen til den løsning, at vi siger tak til P-Nord, men at vi skal prøve noget andet, siger han til TV2 ØST.
Et lignende stop for samarbejdet er tidligere blevet gennemført i Sorø Kommune. Her var aftalen betinget af, at der skulle udskrives et vist antal bøder, fordi aftalen ellers ville blive en underskudsforretning for Sorø Kommune. Derfor søgte parkeringsvagterne ud på Sorø bys villaveje i jagten på ulovligt parkerede biler, men det fik bægeret til at flyde over i den midtsjællandske kommune.
Antal P-bøder i hele Ringsted Kommune
2019: 948 bøder
2020: 797 bøder
2021 - 20. januar 2022: 2772 bøder
Kritikken går blandt andet på, at selskabet ikke kun uddeler bøder i de travle butiksgader i midtbyen, hvor butikkerne har brug for ledige pladser til deres kunder. Der bliver også uddelt bøder med rund hånd i beboelsesområder som blandt andet Brogade. Her har der indtil for nylig ikke været optegnet parkeringsbåse, men beboerne har i årevis kunne holde der uden at få bøder.
De mange bøder i Brogade har fået en gruppe beboere til at gå sammen om en klage til parkeringsselskabet og Forbrugerombudsmanden.
I byrådet ville Nye Borgerliges Claus Bedemann have de øvrige partier med på en aftale om at opsige samarbejdet med firmaet. Flertallet ville dog første have sagen behandlet i Klima- og Miljøudvalget.
Det er SF's Britta Nielsen tilfreds med. Hun er formand for kommunens Miljø- og Klimaudvalg og er ikke klar til af afskaffe kontrollen helt, men ser frem til næste udvalgsmøde.
- Der får vi nogle flere informationer og nogle oplysninger om, hvad der sker i dag, blandt andet hvorfor der bliver udskrevet flere bøder. Er det fordi, der er flere biler, er der for få parkeringspladser eller hvad er op og ned, siger SF's Britta Nielsen.