Bygherre revser kommunens forslag om at begrænse butiksstørrelser

Med forslaget risikerer man, at der slet ikke vil være virksomheder til at fylde de kommende boksbutikker i Ringsted op, mener Brian Schou fra 3K Ejendomme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Ringsted Kommune overvejer den populære genbrugskæde Kirppu at lukke, efter kommunen har lavet nye regler for byggeri af de butikslokaler, som de stod klar til at rykke ud i.

- Det er fuldstændig hul i hovedet.

Sådan lyder konstateringen fra Brian Schou fra K3 Ejendomme, der er bygherre på det omstridte projekt Ringsted Retail, hvor Kirppu har ønsket at flytte til. 

Lige nu ligger butikken inde midt i Ringsted, men der er lokalet lige småt nok. Derfor ville de gerne rykke i et lokale på 1000 kvadratmeter i centeret Ringsted Retail, som består af boksbutikker.

Læs også
Populær butikskæde overvejer at lukke efter kommunalt benspænd
Læs også
Populær butikskæde overvejer at lukke efter kommunalt benspænd

Men den plan er midlertidigt forputtet. Plan- og Boligudvalget i kommunen foreslog den 28. august, at centerets såkaldte boksbutikker minimum skal fylde 1500 kvadratmeters butiksplads.

Men spørger man Brian Schou, er der ikke meget ræsonnement bag den beslutning.

Begrænsningen kan nemlig medføre, at lejemålene slet ikke vil blive udlejet, mener han.

- Når kravene bliver større, så er det en anden slags butikker, man skal have dertil, og der findes ikke særlig mange butikker i den størrelse. Det er et spørgsmål om at finde en lejer, der kan få det til at hænge sammen.

Kan sætte udvidelse over styr

Forslaget har også mødt politisk modstand. Hos Det Konservative Folkeparti frygter man, at begrænsningen vil gamble med udvidelsen af projektet.

- Det er ærgerligt, når en virksomhed vil flytte ud af bymidten, men det er da bedre, at den bliver i kommunen. Vi risikerer, at de flytter ud af kommunen, og at vi gambler med projektet, siger byrådsmedlem Andreas Karlsen (K).

Den frygt deler Brian Schou. Faktisk synes han, at forslaget er så hen i vejret, at han er usikker på, hvorvidt han vil føre projektet til ende.

- Jeg er jo ejer af centeret, så hvis jeg ikke kan få lov til at bygge de butikker, jeg gerne vil, så lader jeg bare arealet ligge, siger han.

Ikke nok byliv i forvejen

Kommunens beslutning om at tilpasse lokalplanen med nye krav til butikkernes størrelser udspringer af et ønske om at forhindre butiksdød og beskytte bylivet i det centrale Ringsted.

Opdeler man butikkerne, bevarer man den historiske bymidtes handelsliv, lyder argumentet fra kommunens Plan- og Boligudvalg.

Læs også
Planer på en mark skaber frygt i bymidten
Læs også
Planer på en mark skaber frygt i bymidten

Men ifølge Brian Schou er det noget vrøvl.

- Der findes kun to lokaler i Ringsted bymidte, der har et areal mellem 700 og 1200 og kvadratmeter, og de står tomme, siger han.

Brian Schou henviser her til indkøbscenteret Stakladen i det centrale Ringsted, hvor loppesupermarkedet Kirppu blandt andre har haft svært ved at få gang i svingdørene.

Selv Lidl har måttet lukke

Til gengæld er Kirrpu ikke det eneste eksempel på, at det kan være svært at få en butik til at løbe rundt i det centrale Ringsted, fortæller Brian Schou.

- I Stakladen ligger der et Lidl-lejemål, som står tomt. Det sjove ved dét er, at det er den eneste Lidl-butik i Danmark, som er blevet lukket efter åbning, siger han og fortsætter:

- Hvis Lidl ikke kan få en butik til at gå inde i Stakladen og få den gjort rentabel, så er der ingen, der kan.

I 2020 opkøbte udviklingsselskabet 3K Ejendomme 42.000 kvadratmeter. Med arealet ville de opføre Ringsted Retail – et nyt boksbutikscenter nord for Ringsted.

I 2022 åbnede første etape af projektet Ringsted Retail-projektet. Her flyttede kæderne Harald Nyborg og Elgiganten blandt andre ind.

I anden etape, som er undervejs nu, skal området udvides med yderligere 31.000 kvadratmeter for at skabe plads til flere boksbutikker.


Nyhedsoverblik