- De jager vores kunder ud, siger butiksejer om p-vagter

Debatten om parkering i Ringsted midtby har taget en ny drejning. Politikere og erhvervsdrivende ønsker nu parkeringsfirmaet ud af byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De erhvervsdrivende i Ringsted har fået nok af parkeringsfirmaet P-Nord og de dertilhørende parkeringsvagter, som de mener driver heksejagt på byens handlende.

Nu vil de have firmaet helt ud af byen. Og flere lokalpolitikere bakker dem op.

quote Man føler sig næsten truet af p-vagterne. Det er ekstremt ubehageligt. De er rigtig gode til at opskalere en konflikt

Kim Daleng, ejer, Tøjeksperten

- Det er simpelthen et kæmpe problem i Ringsted. De jager vores kunder ud, siger Merete Dreisig, der er indehaver af tøjbutikken Depend.

Hun mener, at parkeringssituationen skræmmer kunderne væk fra byen.

- Det har betydning for omsætningen. Står jeg og har en kunde, som skal have den hjælp og service, de søger i vores butikker, så nytter det ikke noget, at de står og kigger på klokken hele tiden for at skulle ud og flytte bil.

- Det er stressende for kunderne, og det gør bare, at de kører andre steder hen og handler. Og det er synd, når vi gerne vil have, at de lægger pengene i Ringsted by.

Heksejagt

Ifølge Kim Daleng, butiksejer af byens Tøjeksperten, er firmaets parkeringsvagter ofte konfliktsøgende.

- Man føler sig næsten truet af p-vagterne. Det er ekstremt ubehageligt. De er rigtig gode til at opskalere en konflikt, i stedet for at tage det stille og roligt. Og det er jo selvfølgelig et problem, fortæller han.

Man føler sig næsten truet af de her p-vagter, siger butiksejer Kim Daleng.
Man føler sig næsten truet af de her p-vagter, siger butiksejer Kim Daleng. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Senest er en møbelbutik lukket og flyttet til København, fordi ejeren, ifølge Sjællandske Nyheder, følte sig forfulgt at parkeringsvagterne, der ofte udskrev bøder til hans kunder.

Og det kan Merete Dreisig nikke genkendende til.

- Den heksejagt, der er på vores kunder, er simpelthen ikke i orden. Det skal simpelthen stoppes.

Lokalpolitiker ønsker firmaet opsagt

Ringsteds borgmester Klaus Hansen (V) oplyser, at han har forståelse for de erhvervsdrivendes frustration, og understreger, at kommunen arbejder på at finde en løsning.

Læs også
Bøderegn får kritik i Ringsted - nu forsvarer P-Nord deres afgifter
Læs også
Bøderegn får kritik i Ringsted - nu forsvarer P-Nord deres afgifter


Står det til Andreas Karlsen, formand for den Konservative byrådsgruppe, skal de erhvervsdrivende i Ringsted have deres vilje.

- Jeg synes, at vi skal lytte til bymidtens forretninger i forhold til at forlænge al parkering i bymidten til tre timer, siger han og tilføjer:

- Og jeg synes, vi skal opsige aftalen med P-Nord, der lige nu udøver en meget aggressiv form for parkeringskontrol.

TV2 ØST har forgæves forsøgt at få kontakt til parkeringsselskabet P-Nord og forelægge dem kritikken.


Nyhedsoverblik