Efter massiv kritik ændres parkeringsregler

Ringsted Kommune har ændret parkeringsreglerne i byen efter kritik fra de erhvervsdrivende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Spørgsmålet om parkering i det centrale Ringsted har de seneste år været genstand for megen og til tider skarp debat.

quote Jeg har tit haft kunder, der skulle skynde sig ud til deres bil

Marianne Boksa, indehaver, Con Amore

Dels er det regerende parkeringsselskab P-Nord hadet af mange, da selskabets praksis opleves som rigid – men også den tidsbegrænsede parkering på en eller to timer har skabt frustrationer blandt både erhvervsdrivende og kunder.

Men nu er Ringsted Kommune ifølge Merete Toftgaard Dreisig, indehaver af tøjbutikken Depend og medlem af bestyrelsen i byens Cityforening, endelig kommet dem lidt i møde.

- Byrådet har slet ikke været til at hugge og stikke i, siger hun og uddyber:

- Det er over to år siden, at vi startede debatten om parkering i byen – både for at få længere parkeringstid og for at få P-Nord ud. Og først nu får vi lov til at forlænge parkeringstiden i en prøveperiode.

Tid til mere end én butik

Helt konkret sættes den tidsbegrænsede parkering op til tre timer. Og det betyder meget, lyder det fra Marianne Boksa, som er indehaver af frisørsalonen Con Amore i Tinggade.

Marianne Boksa, indehaver af frisørsalonen Con Amore, er helt sikker på, at de længere parkeringstider vil få flere til at komme til Ringsted og bruge byens butikker.

Her har der hidtil været tidsbegrænset parkering på en time, hvor det på andre gader har været tilladt at parkere i to timer.

- Jeg har tit haft kunder, der skulle skynde sig ud til deres bil. Er du til frisør eller inde at prøve briller eller tøj, så er en time hurtig brugt, og er du på café er en time næsten ikke nok, siger Marianne Boksa.

- Så jeg tror på, at det her betyder, at folk når forbi to-tre butikker mere, når de er i byen.

Læs også
Trods kritik - parkeringsvagter får lov til at blive i Ringsted
Læs også
Trods kritik - parkeringsvagter får lov til at blive i Ringsted

Ifølge Marianne Boksa er det et stort flertal af de erhvervsdrivende, som er glade for den udvidede parkeringstid.

- For to år siden holdt vi et møde, hvor vi inviterede erhvervsdrivende i Ringsted til et møde om parkering – og der kom 80 – det siger lidt om, hvor mange der synes, der har skullet ske noget, siger hun.

Erkender lang proces

Også blandt de handlende, som TV2 ØST talte med torsdag, er der tilfredshed med de nye parkeringsregler.

- Det vil helt givet gøre, man slapper mere af, når man er rundt og kigge på butikker – for så man ikke stresse på samme måde, når man skal tilbage til bilen, siger Marianne Hansen fra Haslev.

Marianne Hansen fra Haslev er ofte i Ringsted, både for at handle og besøge familie.
Marianne Hansen fra Haslev er ofte i Ringsted, både for at handle og besøge familie. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST - Arkivfoto

Borgmester Klaus Hansen (V) medgiver, at det har taget sin tid at indfri de erhvervsdrivendes ønsker i forhold til længere parkeringstid. 

- Vi har ikke rigtig været klar til det. For vi har valgt først at udvide antallet af parkeringspladser uden tidsbegrænsning, siger han og tilføjer:

- Det har dog ikke ændret ved ønsket.

Borgmester Klaus Hansen (V) anerkender, at parkeringsstriden har taget tid.
Borgmester Klaus Hansen (V) anerkender, at parkeringsstriden har taget tid. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST - Arkivfoto

Derfor har sagen atter engang været en tur i byrådet.

- Et bredt flertal i byrådet har nu valgt at imødekomme ønsket ved en prøveperiode i et års tid. Viser det sig til den tid at være en succes – hvad jeg håber – har ønsket været fuldt ud berettiget, siger Klaus Hansen.

Borgmesteren vil derimod ikke stille nogen garantier i forhold til P-Nord.

- Det er svært både at argumentere for en tidsbegrænsning, og at det ikke bliver håndhævet. Derfor holder vi ind til videre fast i parkeringsvagterne, siger han.


Nyhedsoverblik