En ulykke på Vestmotorvejen ved Slagelse har her til eftermiddag sat en stopper for togtrafikken mellem Ringsted og Slagelse st. Istedet er der sat togbusser ind på strækningen.
TV ØST's fotograf, Katja Weng var klokken 18.15 på Slagelse st.
- Her er sindssygt mange mennesker. Jeg er i et tog, der skal køre mod Jylland, men det har holdt her i tyve minutter uden at køre. Og folk kan ikke komme ind i toget, fordi det er stopfyldt, fortæller hun.
Lastbil skyld i togproblemer
Det var en lastbil, de omkring klokken 14 kørte ud over en motorvejsbro og ramte køreledningerne til jernbanen, der løber under broen. Det har fået banedanmark til at aflyse al togdrift mellem Ringsted og Slagelse frem til fredag morgen.
- Der var total kaos, da jeg kom frem til Ringsted St. klokken 16, fortæller Nikita Kristoffersen, som var med tog fra København til Ringsted.
På Ringsted St. stopper alle togene nemlig, og de passagerer, der skal videre, skal så med togbusser.
- Der var slet ikke togbusser nok på det tidspunkt, fortæller Nikita.
Ifølge togpendleren er det ikke kun trafikken mellem Ringsted og Slagelse stationer, der blev påvirket.
- Mit tog blev også forsinket en halv time, fordi en masse lyntog blev aflyst, så folk skulle klemmes sammen i færre tog, siger Nikita Kristoffersen til TV ØST.
Den 27-årige chauffør af lastbilen slap uskadt fra ulykken, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.