Fandt ud af flytteplaner ved et tilfælde

Movia ønsker at flytte Lokaltog A/S' hovedkontor fra Ringsted til Høje Taastrup. Planerne møder modstand fra både regions- og kommunalpolitikere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Felex Pedersen blev overrasket, da det kom ham for øre, at Movia havde planer om at flytte hovedkontoret for Lokaltog A/S fra Ringsted til Høje Taastrup.

quote Vi er ikke interesseret i at miste arbejdspladser til hovedstaden

Felex Pedersen (S), medlem af regionsrådet i Region Sjælland

Herefter skulle trafikselskabet fremsende et høringsbrev, som blev sendt til Region Sjælland den 8. januar, oplyser Felex Pedersen, der udover at være socialdemokratisk regionspolitiker sidder i bestyrelsen hos Movia.

- De kom ikke selv og fortalte om planerne. Det måtte vi selv finde ud af, siger han.

Johnny Dahlgaard (V), der er formand for Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalget i Ringsted Kommune, undrer sig også over, at han ikke har hørt noget tidligere.

- Jeg savner noget offentlighed omkring beslutningen og et bevis på, at man har forsøgt at holde på arbejdspladserne, siger han.

Løber fra aftale

Siden 2016 har Lokaltog A/S haft administrativt hovedkontor i Ringsted, men nu vil Movia flytte kontoret tættere på København.

Det vil sige ud af Region Sjælland og ind i Region Hovedstaden. 

Johnny Dahlgaard (V) mener, man sender et ærgerligt signal, hvis man flytter arbejdspladser fra regionen.
Johnny Dahlgaard (V) mener, man sender et ærgerligt signal, hvis man flytter arbejdspladser fra regionen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Felex Pedersen mener, at Movia løber fra den aftale, der blev indgået i 2015, da Lokaltog blev stiftet, efter fusionen af Lokalbanen og Regionstog A/S.

- Det var en del af en aftale, der blev indgået politisk, og det kan godt være at man vil lave det om, men så har vi da en forventning om, at de vil spørge politikerne, siger han.

Et underligt signal

Beslutningen om at flytte hovedsædet begejstrer heller ikke Johnny Dahlgaard.

- Det er jeg forbavset og skuffet over. Man lavede en beslutning og relativ kort tid efter, så laver de lige om på det. Man burde holde fast i præmissen, siger udvalgsformanden.

Læs også
Strækning klar til hurtigere tog
Læs også
Strækning klar til hurtigere tog

Ifølge Johnny Dahlgaard er det et mærkeligt signal at sende, hvis man vælger, at rykke halvoffentlige arbejdspladser tilbage til hovedstadsområdet.

- Det er underligt at flytte arbejdspladser fra regionen, hvis man gerne vil signalere, at alle arbejdspladser ikke skal ligge i og omkring København, siger han.

Lokaltog A/S driver ti jernbanestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster. Det gælder blandt andet Odsherredbanen, som ses på billedet.
Lokaltog A/S driver ti jernbanestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster. Det gælder blandt andet Odsherredbanen, som ses på billedet. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Derudover har Johnny Dahlgaard svært ved at forstå, at Høje Taastrup skulle være en bedre lokation end Ringsted, da Ringsted ligger centralt for arbejdskraft på hele Sjælland.

- Hvis ikke vi kan bevare arbejdskraft i Ringsted, hvor kan vi så?

Svært at skaffe arbejdspladser

Hvis flytteplanerne bliver realiseret, må Ringsted Kommune, og Region Sjælland vinke farvel til samlet set 21 arbejdspladser, som varetager driften af i alt ti togstrækninger på Sjælland og Lolland-Falster.

- Vi er ikke interesseret i at miste arbejdspladser til hovedstaden, siger Felex Pedersen.

En af grundene til at Movia, der ejer Lokaltog, ønsker at flytte til Høje Taastrup er, ifølge et høringsbrev til Region Sjælland, at det er svært at skaffe arbejdskraft. 

Movia vurderer, at virksomheden lettere kan rekruttere og fastholde medarbejdere ved at flytte fra Ringsted til Høje Taastrup. 

Læs også
DSB lover godt nyt til pendlerne
Læs også
DSB lover godt nyt til pendlerne

Det gælder blandt andet af medarbejdere inden for IT, Jura og Ingeniørområdet.

I et skriftligt svar fra Movia fremgår det, at man ikke kan kommentere forslaget om flytningen af Lokaltog, da sagen er under behandling i Region Sjælland og efterfølgende skal behandles i Region Hovedstaden.

Den køber Felex Pedersen dog ikke:

- Rekrutteringsproblemet er et landsdækkende problem. Ved at blive i Ringsted, kan man lettere rekruttere fra Odense og Fredericia. Vi synes, Ringsted ligger rigtig godt.


Nyhedsoverblik