Først var der nedbrud - så blev festivalgæster ramt af timelang kø

Gæster til næste års Ringsted Festival måtte søndag væbne sig med stor tålmodighed, da der igen blev åbnet for billetsalget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Oven på sidste weekends nedbrud hos Ringsted Festival, blev der i dag klokken 12.00 atter åbnet for det online billetsalg. Og denne gang var de beredt på den store interesse.

quote Det ærgrer mig, hvis det ikke fungerer optimalt

Anders Sørensen, festivaldirektør, Ringsted Festival

Således blev de mange interesserede kunder mødt af en kø, hvor man allerede få minutter over klokken 12.00 blev mødt af 9.656 ventende brugere foran én.

- For at købsprocessen ikke skal gå i skuddermudder, er vi nødt til at styre, hvor mange der kommer igennem i minuttet. Der skal ligesom være plads i butikken, forklarer festivaldirektør Anders Sørensen.

I skrivende stund er køen fortsat over 10.000 ventende.

Sådan så det ud hele søndag eftermiddag på hjemmesiden.
Sådan så det ud hele søndag eftermiddag på hjemmesiden.

Ifølge festivaldirektøren kan en udfordring være, at mange forsøger at logge ind med mange forskellige enheder for at sikre sig en plads i køen.

- Og så sker der det, at man overfodrer kø-systemet. Og det kan vi ikke gøre noget ved, siger han.

Fem timer i kø

En håbefuld festivalgæst skriver således til TV2 ØST klokken 17.42 søndag eftermiddag, at vedkommende har siddet i kø siden klokken 12.03.

Flere andre udtrykker også kritik af den lange ventetid i kommentarsporet på festivalens Facebook-side.

Anders Sørensen, festivaldirektør for Ringsted Festival, fortæller, at der i år er en ny leverandør på systemet til billetsalget. Han vil nu se på, om kapaciteten har været stor nok til at imødekomme interessen.
Anders Sørensen, festivaldirektør for Ringsted Festival, fortæller, at der i år er en ny leverandør på systemet til billetsalget. Han vil nu se på, om kapaciteten har været stor nok til at imødekomme interessen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Er kø-systemet godt nok, hvis folk skal vente så længe?

- Det må vi evaluere på - om der er for mange folk i forhold til antal serverer, svarer Anders Sørensen.

Men synes du, det er hensigtsmæssigt, at folk skal vente så mange timer?

- Nej, jeg ville hellere have, der havde været udsolgt på 20 minutter. Men så var der sikkert lige så mange, der var blevet frustreret over, de ikke havde fået billet.

Læs også
Billetsystem bryder sammen efter massiv festival-interesse
Læs også
Billetsystem bryder sammen efter massiv festival-interesse

Ifølge Anders Sørensen var der også udfordringer sidste år. Derfor har man i år set sig om efter en ny leverandør til billetsalget, der omfatter blandt andet 15.000 tredagesbilletter.

- Vi har brugt mange penge på at bruge et nyt firma, der har udviklet noget til os, som skulle være meget bedre. Så det ærgrer mig, hvis det ikke fungerer optimalt.

Kort før klokken 18.30 søndag aften var der ifølge festivaldirektøren stadig tre-dages-billetter at få – men i et begrænset antal. 


Nyhedsoverblik