Våde varer må nydes under åben himmel på barer frem til midnat.
Det har det seneste halve år været realiteten for festglade i Ringsted i forbindelse med en tidsbegrænset forsøgsordning indført af kommunen.
Men nu er prøveperioden slut, og trods bekymring fra politiet, kan glassene fortsat fyldes.
Britta Nielsen (SF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune, har beskæftiget sig med forsøgsordningen og er positivt stemt over resultaterne.
- Det er gået helt problemfrit. Den senere udeservering har ikke medført flere klager eller skabt problemer i bylivet, siger hun.
Idéen til udeserveringen kom oprindeligt fra den Konservative politiker Andreas Karlsen, og det har altså vist sig at møde stor opbakning.
Gør ordningen permanent
Tilbage i maj indførte Ringsted Kommune forsøgsordningen, hvor udeservering på barer, restauranter og cafeer blev forlænget med en time.
Vi vil gerne skabe mere byliv og give borgerne en god oplevelse, når de er ude og feste
I stedet for, at gæsterne måtte gå hjem eller indenfor klokken 23, kunne de nu sidde ude og nyde deres drikkevare frem til midnat.
Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune har grundet de positive resultater nu valgt at gøre ordningen permanent.
- Til vores udvalgsmøde i sidste uge evaluerede vi forsøgsordningen. Her besluttede vi at forlænge barer og restauranters udeservering i byen, siger Britta Nielsen.
En win-win
Ifølge Britta Nielsen skal den forlængede udeservering gavne flere parter i Ringsted byliv.
- Vi vil gerne skabe mere liv i byen og give borgerne en god oplevelse, når de er ude og feste. Vi vil også gerne støtte kommunens barer og restauranter, siger hun.
Hans-Jacob Christensen er ejer af baren Skema i Ringsted. Han er stor tilhænger af den nye ordning.
- Jeg synes, det er super godt. Førhen skulle gæsterne være væk klokken 23, og den ekstra time har gjort en stor forskel for os, siger han.
Udover ekstra penge i kassen kan forlængelsen af udeservering ifølge Hans-Jacob Christensen også mærkes på stemningen og humøret på Skema.
- Folk er mere afslappede, og personalet møder ikke samme modstand fra kunder. Der er færre konflikter, gladere gæster og personale, samt øget omsætning. Det er en win-win hele vejen rundt, siger han.
Den forlængede udeservering i Ringsted Kommune gælder kun fredag og lørdag.