Frygter ny solcellepark på 750 hektar

Poul Therkelsen er en af de borgere i Ringsted Kommune, der frygter at blive nabo til en 750 hektar stor solcellepark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For en måneds tid siden fik Poul Therkelsen en besked i sin e-boks. 

Her blev han inviteret til et borgermøde, fordi firmaet BioCirc Group har foreslået at etablere en 750 hektar stor energipark med solceller og op til 20 vindmøller.

quote Man skal være både blind og døv og have nedsat følelse i kroppen, hvis man skal købe sådan en ejendom

Poul Therkelsen, Nordrup

- Det er en total indhegning hele vejen rundt om mig pånær måske 75 meter nede i hjørnet, hvor der er et sumpet område, fortæller han.

Poul Therkelsen vurderer, at han vil få udsigt til samtlige af de foreslåede vindmøller fra sin ejendom, og han frygter både støjgener, miljøpåvirkningen og en betydelig reduktion af værdien af hans hus, hvis forslaget bliver en realitet.

I projektforslaget er der lagt op til at opstille omkring 20 vindmøller ved Nordrup.
I projektforslaget er der lagt op til at opstille omkring 20 vindmøller ved Nordrup. Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST (grafik)

- Hvis de stiller alle de der ulykker op omkring os, så bliver det aldeles usælgeligt, siger han.

Poul Therkelsen købte sit hjem uden for Nordrup, der ligger sydøst for Ringsted, for 19 år siden. Det var blandt andet naturen omkring grunden, der tiltrak ham og hans hustru.

- Der er sgu så smukt, siger han.

Men nu frygter han, at herlighedsværdien vil forsvinde, og at huset derfor ikke kan sælges.

- Hvem vil bo indhegnet og køre 450 meter ned ad en grusvej, der er indhegnet på begge sider af vindmøller for at komme frem? spørger han.

Læs også
Virksomhed får 9.000 kvadratmeter solceller på taget
Læs også
Virksomhed får 9.000 kvadratmeter solceller på taget

- Man skal være både blind og døv og have nedsat følelse i kroppen, hvis man skal købe sådan en ejendom, siger pensionisten.

Han fortæller, at der er et rigt dyreliv i området, og at han frygter, hvordan det vil påvirke bestanden af blandt andet glenter og havørne, hvis der bliver sat vindmøller op.

- De skal flyve lige igennem vindmøllerne, for at komme derfra, hvor jeg ser dem, og over i Giesegaard skovene, siger han.

Meget kan nå at ændre sig

Sol- og vindenergiparken, der strækker sig over 750 hektar omkring Nordrup, er ikke det eneste grønne omstillingsprojekt, der bliver diskuteret i Ringsted Kommune i denne tid.

- Vi har fået fem forslag fra forskellige udviklere, fortæller Mette Jeppesen, der er kommunaldirektør i Ringsted Kommune. 

Det drejer sig om en solcellepark ved Sørup Herregård, Adamshøj Energipark, Kværkeby Energipark, Ringsted Sol og Ringsted Go Green - som det 750 hektar store projekt ved Nordrup bliver kaldt. 

De hvide områder er der, hvor BioCirc Group foreslår at opsætte solceller og vindmøller. Det røde er tiltænkt et anlæg, der kan producere brændsel.
De hvide områder er der, hvor BioCirc Group foreslår at opsætte solceller og vindmøller. Det røde er tiltænkt et anlæg, der kan producere brændsel. Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST (grafik)

Men i første omgang vil der ikke blive sat gang i mere end to af projekterne.

- Vi samler op på de bemærkninger, der kommer ind, og så vælger udvalget maksimalt to. Det kan være, de slet ikke går videre med nogle af dem, det kan være de vælger et, eller det kan være, de vælger to, som vi så går videre med en lokalplan for, forklarer hun og understreger, at der dog på sigt vil være mulighed for at flere af projekterne bliver ført ud i livet.

- Hvor meget, der bliver realiseret over tid, ved vi ikke endnu, siger kommunaldirektøren.

Strømmen bliver i kommunen

Projektet ved Nordrup er dog klart det største. Og med sine 750 hektar med solceller og vindmøller vil det kunne producere mere strøm, end der er behov for i hele Ringsted Kommune.

- Det er rigtigt, at det er et meget stort projekt, siger Mette Jeppesen, der dog understreger, at det ikke er meningen, at Ringsted Kommune skal sælge den overskydende strøm til andre kommuner. 

Den ekstra strøm skal i stedet gå til produktion af for eksempel brint eller bioethanol.

- Hvis det var ren strøm, man producerede, så ville det være rigtig meget strøm, men de bruger strømmen til at omdanne den til en anden form for brændsel, siger kommunaldirektøren.

quote Selvfølgelig kan man forstå, at der er nogle, der bliver nervøse

Mette Jeppesen, kommunaldirektør, Ringsted Kommune.

- Der er ikke nogen ambition i Ringsted Kommune om, at man skal producere strøm til hele Sjælland, tværtimod. Men ambitionen er, at man inden for Ringsted Kommunes geografi skal kunne producere svarende til det, der bliver forbrugt inden for kommunens grænser, for at leve op til vores del af ansvaret, siger hun.

Forstår bekymring

Mette Jeppesen vil deltage ved onsdagens borgermøde. Og hun forstår godt, at der er naboer, der allerede har reageret på de forslag til byggeriet, der er blevet lagt frem.

- Selvfølgelig kan man forstå, at der er nogle, der bliver nervøse, siger hun.

Og det er også derfor, at borgerne bliver inddraget i processen, før der er taget nogle politiske beslutninger i sagen.

- Det er jo så tidlig inddragelse, som vi overhovedet kan have af borgerne, siger kommunaldirektøren.

- Der er ikke sket en politisk behandling eller en administrativ behandling, vi har ikke været inde og kigge på, om skal den have helt den udstrækning, som den har her, eller om der er nogle hjørner, vi oplagt burde skære af for at skærme nogle af de borgere, der bor i nærheden, forklarer Mette Jeppesen.

Læs også
De fleste vindmøller og solceller rejses i få kommuner
Læs også
De fleste vindmøller og solceller rejses i få kommuner

Hun gør det klart, at udformningen af projektet, hvis det bliver en realitet, derfor også kan ende med at se noget anderledes ud.

- Det, vi har fået nu, det er jo udviklernes ønsker. For det første er det ikke det samme som, at projektet overhovedet bliver realiseret og for det andet, er det jo slet ikke sikkert, at projektet bliver realiseret præcist, som udvikler har ønsket det, siger hun.

Der afholdes borgermøde om det foreslåede grønne energiprojekt i Ringsted Kongrescenter klokken 19.00 i dag, onsdag.  



Nyhedsoverblik