Fyldte plejehjem og børnehaver presser borgmester

På forhånd ligner det et genvalg til borgmester Henrik Hvidesten (V) i en kommune, hvor der er et borgerligt flertal. Og dog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Analyse: Nu bliver det kedeligt. Nogenlunde sådan skrev vi for fire år siden. Også dengang var der langt mellem de politiske slagsmål i Ringsted Kommune. Det gik godt. Det gør det stadig.

På forhånd ligner det et genvalg til borgmester Henrik Hvidesten (V) i en kommune, hvor der er et borgerligt flertal. 

Og dog.

Dansk Folkeparti er i opbrud i kommunen. De to tilbageværende byrådsmedlemmer genopstiller ikke, og formanden for foreningen stopper. En usikker situation midt i partiets generelle krise. Det kan få konsekvenser for det borgerlige flertal.

quote Bagsiden af medaljen er trængsel i institutionerne, på skolerne og på vejene

Det Konservative Folkeparti fik en solid fremgang ved det seneste valg. Partiet protesterede imod kæmpeinvesteringen i ombygningen af Ringsteds langstrakte torv og samlede en masse stemmer op på den konto. Det nummer kan partiet næppe lave to gange.

Til gengæld har den unge Andreas Karlsen (K) markeret sig fint i byrådssalen, og de konservative står generelt godt i de landsdækkende målinger. De kan smitte af i Ringsted Kommune.

Indbyggertallet stiger og stiger

Henrik Hvidesten har som siddende borgmester en klar hjemmebanefordel. Folk kender ham.

Socialdemokraterne stiller igen med Per Flor som spidskandidat, der ikke rigtig tramper igennem.

Ved valget i 2017 fik den dengang konservative spidskandidat, Finn Andersen, endda flere personlige stemmer end ham.

Sådan har det politiske navnestof ændret sig siden 2017

Der har været gang i svingdøren hos et par borgerlige partier. Tina-Mia Eriksen fik nok af familien Nørhave i Dansk Folkeparti og skiftede til Det Konservative Folkeparti. De konservative mistede dog to andre byrådsmedlemmer. Stemmeslugeren Finn Andersen meldte sig under fanerne hos Kristendemokraterne, der ellers ikke var repræsenteret i byrådet.

Lars Tegl Rasmussen fik også nok af Det Konservative Folkeparti, og startede sin egen liste, Ringstedlisten. Men han genopstiller ikke. Det gør listen heller ikke.

Tilbage til familien Nørhave og Dansk Folkeparti, hvor både far og søn, Per og Daniel Nørhave, repræsenterer partiet. Ingen af dem genopstiller. Og så har Ringsted formentlig også Danmarks ældste byrådskandidat. Det er 97-årige Børge Albøg, der stiller op for Kristendemokraterne. Han forsøgte også for fire år siden - for Det Konservative Folkeparti – og manglede bare en enkelt stemme for at komme ind i byrådet.


Hovedbyen Ringsted vokser. Der bliver bygget løs. Befolkningstallet stiger. Kommunen er på mange måder en succeshistorie. Og den historie vil Venstre og Henrik Hvidsten helt sikkert sælge: Gør gode tider bedre.

Lad os lige se på et par tal. I 2000 havde Ringsted 29.547 indbyggere. Juni i år var tallet oppe på 35.000.

Læs også
Det kan afgøre valget i Ringsted Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Ringsted Kommune

Der er nybyggeri mange steder i og omkring Ringsted, der nyder godt af at være et trafikalt knudepunkt i vores region.

Den gamle dampmølle midt i byen er blevet revet ned, og der er ved at blive bygget 69 almene boliger. Nogle begræder, at de historiske bygninger er forsvundet, men andre er glade for at slippe af med den forfaldne ejendom, der lå som øjebæ midt tæt ved centrum.

Trængsel flere steder i kommunen 

Succesen kan også ses i Business Park Ringsted nord for Vestmotorvejen. Som kommunen i al beskeden har ambition om at gøre til Sjællands største nye erhvervsområde. 

Der er allerede flyttet en del virksomheder ind, og byrådet har i det nye budget givet grønt lys til at gå i gang med anden etape af projektet.

quote Med andre ord bliver der ikke danset kinddans, når der er bal hos de borgerlige i Ringsted

Bagsiden af medaljen er trængsel i institutionerne, på skolerne og på vejene. 

Der mangler pasningspladser, blandt andet i Jystrup nord for Ringsted, hvor midlertidige pavilloner skal klare tilstrømningen af små borgere. Derfor har politikerne i det netop vedtagne budget sat penge til nye dagtilbud.

Stemmeslugere ved kommunalvalget 2017

  • Henrik Hvidesten (V) 2.734.
  • Finn Andersen (K) 1.137.
  • Per Flor (S) 1.036. 

Der er altså trængsel i Ringsted – også på vejene. Det vil enhver, der har forsøgt at forcere den store rundkørsel ved outletcentret og Føtex og motorvejen, skrive under på. Det er som om, at alle større veje i Ringsted by mødes lige dér.

Der er også udfordringer for færdselssikkerheden flere steder i kommunen, og det tema var på borgernes dagsorden, da der blev holdt vælgermøde i Jystrup. Der blev efterlyst cykelstier og sikre skoleveje til børnene.

10 millioner kroner til specialundervisning

En af Venstres byrådskandidater, Mathias Niemann, peger på, at kommunen mangler et ungdomshus, et tilbud til de 15-25-årige.

De ældre mangler også tilbud. Det kniber med plejehjemspladser. Det kan udløse en debat om et privat plejehjem, et friplejehjem, eller et kommunalt et af slagsen.

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har tidligere forsøgt at få sat den sag på dagsordenen. Både for at skaffe flere plejehjemspladser, og for at give ældre borgere større valgfrihed.

Hvem er i valgforbund med hinanden?

  • Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre.
  • SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.
  • Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Der er også dukket en gammel traver op i valgkampen. Det er de konservative og Ringstedlisten, som gerne vil have sænket skatten – ligesom sidste år. Det har borgmesteren kategorisk afvist af hensyn til at lave et bredt budgetforlig. Derfor blev Det Konservative Folkeparti og Ringstedlisten smidt ud af budgetforhandlingerne.

Med andre ord bliver der ikke danset kinddans, når der er bal hos de borgerlige i Ringsted.

Men Det Konservative Folkeparti stemte alligevel for den budgetaftale, som Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne fik strikket sammen. Der rummede også penge til renovering af idrætsanlæg, byudvikling og 10 millioner kroner ekstra til specialundervisning. 


Nyhedsoverblik