Genbrugsplads afspærret efter udslip af desinfektionsmiddel

Genbrugspladsen i Ringsted har været afspærret en del af formiddagen, mens brandfolk bekæmpede et udslip af desinfektionsmiddel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En kraftig lugt af eddike fik tirsdag AffaldPlus i Ringsted til at afspærre pladsen, mens brandvæsenet var indsat for at rydde op.

Det oplyser Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

- Det var en miljøopgave, hvor selve lugtgenerne var indkapslet på pladsen, og der ikke var fare for spredning, oplyser beredskabsinspektør Michael Lohse, der også var indsatsleder ved opgaven.

Ifølge øjenvidner kunne lugten dog fornemmes langt væk.

Ingen kom noget til ved hændelsen, hvor desinfektionsmiddel var sluppet ud af noget affald, der var afleveret på pladsen.

- Det er noget farligt affald, der har lækket, og som har afgivet en grim lugt. Genbrugspladsens folk gjorde det rigtige - de gennede folk ud, og tilkaldte os, siger han.

Han oplyser, at alt foregik på genbrugspladsens aflukkede område, og at der derfor ikke var brug for at involvere politiet i sagen.

Sikkert at genåbne

Brandfolkene blev kaldt til genbrugspladsen klokken 10.41, og kort efter klokken 12.00 kunne pladsen genåbnes. Her var der samlet en lang kø på vejen foran pladsen.

- Vi har gjort det, at vi har indsamlet det, der lækkede. Derfor er det nu sikkert at åbne igen, siger beredskabsinspektøren.

Læs også
Sprængstof detoneret på genbrugsplads - brag kunne høres langt omkring
Læs også
Sprængstof detoneret på genbrugsplads - brag kunne høres langt omkring

Det er næsten på dato tre uger siden, at en tilsvarende genbrugsplads i Vordingborg måtte spærres af. Her var der dog tale om et noget mere opsigtsvækkende fund, da der var blevet indleveret et sprængfarligt kemikalie til pladsen.

Her måtte Hærens Ammunitionsrydningstjeneste EOD indsættes. De valgte at detonere kemikaliet på stedet.


Nyhedsoverblik