Kender du det, at du leder efter noget bestemt, men ingen anelse har om, hvor det, du leder efter, gemmer sig?
Dette er en fornemmelse, som museumsinspektør Christian Aagaard fra Museum Amager kender særdeles godt til.
I snart tre år har han været på jagt efter et billede af en bestemt mand fra Ringsted, der blev født for 128 år siden. Endnu er det ikke lykkedes at finde et billede, og derfor beder han nu offentligheden om hjælp.
Han er forudsætningen for, at vi har museer, som vi har i dag
- Vi er i gang med at lave en ny bog om vores lokalområde, og dertil har jeg besluttet mig for at skrive med udgangspunkt i en bagersvend, der var soldat i sikringstyrken på Amager under 1. Verdenskrig, siger Christian Aagaard.
Den efterlyste mand hed Hans Christian Marius Christensen, og han blev født den 5. april 1896 i Aversi i det daværende Præstø Amt.
En menneskejagt er sat ind
Museumsinspektøren kom på sporet af soldaten, da han en dag fandt et loftsbræt på en gård i Store Magleby på Amager.
Som så mange andre i sin samtid havde Hans Christian Marius Christensen skrevet beskeder og information på loftet med en blyant.
- Jeg kunne ikke stå for alle de informationer på loftsbrættet, så jeg besluttede mig for, at jeg skulle finde ud af, hvem han var, siger Christian Aagaard.
Hans Christian Marius Christensen
Hans Christian Marius Christensen havde ifølge sine soldaterpapir blond hår, brune øjne, et modermærk på venstre lår, og så stammede han. Derudover målte han 168 centimeter og var almindelige af bygning.
Han blev født den 5. april 1896 i Aversi i det daværende Præstø Amt.
Før sin soldatertid var han bagersvend, og efter militærtjenesten slog han sig ned i Ringsted som bager.
Det lykkedes hurtigt museumsinspektøren at få nogle basisinformationer på ringstederen, fordi han havde skrevet sit soldaternummer på loftsbrættet. Efterfølgende er det dog gået mere trægt.
- Jeg har beskæftiget mig så meget med ham, at jeg føler, at jeg næsten kender ham. Men jeg mangler stadig at kunne se ham i øjnene, og det kan jeg først, når jeg har set et billede af ham. Lige nu er han et ufærdigt puslespil for mig. Han fik 10 børn, så der må være nogle, der må vide noget om ham, som muligvis også har nogle billeder liggende.
En vigtig historie
Selvom Hans Christian Marius Christensen ikke kom i ildkamp under 1. Verdenskrig, er hans historie stadig vigtig at fortælle, lyder det.
- Han er forudsætningen for, at vi har museer, som vi har i dag. Det er ikke hans personhistorie, der er spændende, men han er et eksempel på, hvad der skete i hans samtid. Ved at fortælle en relaterbar og personnær historie for vores gæster, kan de bedre forstå de store sammenhænge, siger Christian Aagaard og fortsætter:
- Alle kan forestille sig at være et ungt menneske, der keder sig og derfor skriver på noget. Det er meget menneskeligt.
Hvis du har et billede liggende af Hans Christian Marius Christensen, kan Christian Aagaard og Museum Amager kontaktes på ca@museumamager.dk.