Kasper kæmper for lovligt gaderæs - men politikerne siger nej

Ringsted Kommune kommer ikke til at facilitere en vej, hvor der lovligt kan køres gaderæs. Det har Klima- og Miljøudvalget netop besluttet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er et skridt tilbage. Det kommer vi ikke udenom.  

Sådan lyder det fra Kasper Ibsen, der er initiativtageren bag forsøget på at få lov at køre lovligt gaderæs i blandt andet Ringsted. En kamp, du blandt andet kan følge i TV2 ØSTs serie Gaderæs for livet

quote Jeg synes, det var for usikkert at sige ja til

Lasse Tobias Mølholt, medlem af Ringsted Byråd for Venstre

Reaktionen kommer efter et møde i Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune onsdag aften, hvor udvalget skulle beslutte, om man skulle arbejde videre med muligheden for at gennemføre lovligt gaderæs i kommunen.

Her stemte to for og fem imod, og dermed er udsigten til lovlige gaderæs-arrangementer i kommunen lagt i graven for nu.

- Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Vi har jo ikke løst problemet, og jeg tænker, at vi stadig har unge mennesker, som ikke har et tilbud, hvor de kan dyrke deres interesse på en lovlig måde, lyder det fra Britta Nielsen (SF), udvalgsformand i Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune.

Britta Nielsen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune, er ked af det på gaderæs-entusiasternes vegne, fordi der nu ikke kommer et tilbud til dem i kommunen.
Britta Nielsen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune, er ked af det på gaderæs-entusiasternes vegne, fordi der nu ikke kommer et tilbud til dem i kommunen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST - Arkivfoto

Det var Britta Nielsen, der stod bag forslaget, og hun fik støtte fra næstformand Henrik Kjær fra Enhedslisten. Men da resten af udvalget var imod, må Kasper Ibsen og resten af gaderæs-entusiasterne altså se langt efter et kommunalt samarbejde.

Flere parter efterlyser løsning 

Kasper Ibsen har længe kæmpet for at få lovliggjort gaderæs. Han sidder i bestyrelsen i foreningen "Unknown" - en nyopstartet paraplyforening over flere gaderæs-foreninger, som ønsker en løsning omkring de ulovlige gaderæs. 

Flere kommuner, blandt andet Næstved og Ringsted Kommuner, har nemlig i årevis oplevet store problemer med ulovlige gaderæs.

I Ringsted Kommune har man tidligere på året for eksempel oplevet flere gaderæs-arrangementer ved Kærup Erhvervspark i Benløse og bag Ringsted Banegård.

I marts 2023 havde Ringsted Kommune og  politiet problemer med flere gaderæs-arrangementer  omkring Ringsted Banegård og ved Kærup Erhvervspark i Benløse.
I marts 2023 havde Ringsted Kommune og politiet problemer med flere gaderæs-arrangementer omkring Ringsted Banegård og ved Kærup Erhvervspark i Benløse. Foto: Nicklas Fohlmann - Sky-Foto

Det har skabt stor frustration hos både naboer i området samt Ringsted Kommune, der føler sig magtesløse over for de fartglade bilentusiaster. Samme frustration oplever politiet, fordi bilisterne flygter fra politiet, maler forbudsskilte over og finder andre steder at mødes.

Samtidig skaber de ulovlige gaderæs potentielt farlige situationer. I marts blev en person for eksempel kørt på hospitalet efter en trafikulykke, hvor en flugtbilist torpederede en anden bil og ramte en tredje bil.

Læs også
Føler sig magtesløse over for ulovligt gaderæs
Læs også
Føler sig magtesløse over for ulovligt gaderæs

Både politi, kommuner og foreningen Unknown er derfor interesserede i at finde en løsning, og Kasper Ibsen har i løbet af foråret og sommeren været til flere dialogmøder, hvor både politi og forskellige kommuner har været repræsenteret.

Ringsted Byråd var åbne overfor samarbejde

Ønsket fra gaderæs-foreningen er at få et eller flere steder stillet til  rådighed, hvor de fartglade bilentusiaster kan dyrke deres passion lovligt. 

Et ønske som indtil videre har haft mest vind i sejlene i Ringsted Kommune, da man på et byrådsmøde i april besluttede at bede Klima- og Miljøudvalget undersøge mulighederne for at afholde lovlige gaderæs i kommunen.

Det er de muligheder, som Klima- og Miljøudvalget onsdag skulle tage stilling til, om de ville gå videre med. Men her blev håbet altså slukket, fordi flertallet stemte imod. 

Læs også
60 samlet til ulovligt gaderæs
Læs også
60 samlet til ulovligt gaderæs

Én af dem, der stemte forslaget ned, er Lasse Tobias Mølholt (V), der ikke mener, at kommunen i sparetider kan prioritere at facilitere en eller flere veje til gaderæs i kommunen.

- Jeg synes, det var for usikkert at sige ja til. Jeg mener ikke, at det (gaderæs, red.) er en opgave for kommunen, forklarer han.

Lasse Tobias Mølholt (V) fra Ringsted Kommunes byråd mener slet ikke, at det er kommunens opgave at give plads til gaderæs.
Lasse Tobias Mølholt (V) fra Ringsted Kommunes byråd mener slet ikke, at det er kommunens opgave at give plads til gaderæs. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST - Arkivfoto

Han påpeger samtidig, at de miljømæssige hensyn samt sikkerhedshensyn i forhold til naboer også var udslagsgivende for hans beslutning.

Kan finansieres på forskellige måder

I forbindelse med forslaget i Ringsted Kommune har Klima- og Miljøudvalget fået præsenteret erfaringer fra Randers Kommune, hvor det er lovligt at køre gaderæs ved specifikke arrangementer. 

Det fremgår i sagsfremstillingen til udvalget, at Randers Kommune årligt har afsat 150.000 kroner i budgettet til afholdelse af de i alt fem løb. Randers Kommune bidrager derfor med 30.000 kroner per løb.

Læs også
Stort gaderæs endte i ulykke
Læs også
Stort gaderæs endte i ulykke

Ifølge Britta Nielsen fra SF i Ringsted Kommune kan muligheden for at afholde lovlige gaderæs på offentlig vej dog finansieres på forskellige måder, og det behøver ikke nødvendigvis at koste kommunen store summer.  

Flere gaderæs-foreninger har for eksempel tilbudt selv at stå for de udgifter, der vil være i forbindelse med et ræs. Ifølge disse foreninger, er der udgifter på mellem 45.000 og 70.000 kroner per gaderæs afhængig af lokaliteten.

Forening fortsætter kampen

Det kom ikke som den helt store overraskelse for Kasper Ibsen, at forslaget blev stemt ned i Ringsted Kommune.

- Jeg tror, at de er bange for at bruge pengene på den her bilverden, fordi det ikke kommer alle borgere til gode, siger han og fortsætter:

- Selvfølgelig er jeg ærgerlig over, at kommunen ikke var klar til at tage det skridt, men jeg tror heller ikke, at det bliver smidt helt ud på et sidespor. Vi har haft en god dialog med forskellige kommuner, og den dialog forventer jeg fortsætter, selvom det selvfølgelig bliver lidt sværere herfra, siger han.

Nu hvor forslaget er blevet stemt ned i udvalget, har Britta Nielsen ikke mulighed for at tage sagen op på ny i denne byrådsperiode. Det skal komme markant nyt i sagen, før det kan lade sige gøre, forklarer hun.  

Få en forsmag på serien "Gaderæs for livet" i videoen her - og se mere på TV2 ØST Play.

Nyhedsoverblik