Sagen om mangelfulde brystundersøgelser i Region Sjælland vokser. Det skriver Jyllands-Posten.
En mail sendt af Region Sjællands koncerndirektør, Leif Panduro Jensen, 11. februar viser, at helt op til 15 gange så mange kvinder som hidtil oplyst kan have fået brystkræft efter mangelfulde undersøgelser.
Patienterstatningen har siden december modtaget 40 anmeldelser fra brystkræftramte kvinder, hvis sager kan handle om brud på de nationale kliniske retningslinjer for brystkræftundersøgelser på Ringsted Sygehus.
Vi ved endnu ikke, hvor mange det bliver. Skønnet er mellem 50 og 150
Region Sjælland oplyser, at op mod 150 kvinder, som man ikke tidligere har oplyst om, kan have fået en mangelfuld brystundersøgelse på Ringsted Sygehus og siden har fået konstateret brystkræft.
Regionen er i gang med at undersøge 8700 kvinders patientjournaler for at finde ud af, hvor mange kvinder der har fået en mangelfuld brystundersøgelse i perioden 2013-2017 og efterfølgende har fået brystkræft.
I den periode undlod Ringsted Sygehus at følge de nationale kliniske retningslinjer.
- Vi ved endnu ikke, hvor mange det bliver. Skønnet er mellem 50 og 150, skriver Leif Panduro Jensen i mailen fra den 11. februar, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Det er første gang, at regionens skønsmæssige vurdering af resultatet af den igangværende undersøgelse kommer frem i offentligheden.
Styrelse lavede politianmeldelse
De nye oplysninger kommer, kort efter at Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag i sidste uge foretog en politianmeldelse af sagen. Sagen bliver nu efterforsket af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Inden da fyrede regionsrådet i februar sygehusdirektør Vagn Bach på grund af sagen.
Ringsted Sygehus' radiologiske afdeling undlod gennem fire år at følge de nationale retningslinjer. De foreskriver, at kvinder henvist fra egen læge på grund af mistanke om brystkræft skal undersøges med både mammografi, palpation og ultralyd.
Visse grupper af kvinder blev alene undersøgt med mammografi for at "spare lægetimer og undersøgelsestid", som en overlæge skrev i en klagesag.