Når sidste gris er slagtet, står 900 uden job: - Det er en megaopgave

Danish Crown har afsat cirka 7500 kroner per medarbejder til at hjælpe dem godt videre, når slagteriet i Ringsted lukker den 14. august.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag og onsdag har der været gang i det helt store stævnemøde på Bragesvej i Ringsted. 

43 virksomheder har været forbi til jobmesse for at lede efter et eller flere matches med omkring 900 medarbejdere, som snart står uden job.

Den 14. august lukker Danish Crown slagteriet, og som en sidste gestus forsøger kommunens største private arbejdsplads at få medarbejderne godt videre i nyt arbejde. 

Bruger en halv million kroner

Siden lukningen af slagteriet blev meldt ud, har der været afholdt en uddannelsesmesse, hvor medarbejderne kunne få mere viden om deres muligheder for efter- og videreuddannelse, og nu altså to dages jobmesse med besøg fra flere virksomheder, der mangler arbejdskraft. 

Som en del af overenskomsten mellem fagforbundet NNF og Danish Crown er slagteriet nemlig forpligtet til at igangsætte en såkaldt socialplan ved en masseafskedigelser. 

Læs også
Lukning af Danish Crown rykkes frem
Læs også
Lukning af Danish Crown rykkes frem

Det betyder, at virksomheden har afsat cirka 7500 kroner per medarbejder til forskellige aktiviteter, som blandt andet bliver brugt på uddannelse- og jobmesserne.

Samlet set har Danish Crown brugt omkring en halv million kroner på uddannelsesmessen og jobmessen.

Samarbejder med fem kommuner

Indsatsen sker i samarbejde med Ringsted Kommune, som har sat flere jobcentermedarbejdere på opgaven med at få de mange hundrede snart arbejdsløse i arbejde. 

Også Slagelse, Næstved, Sorø og Faxe kommuner har deltaget med medarbejdere fra deres jobcentre.

Et samarbejde, som Ringsted Kommunes arbejdsmarkeds- og ungecenterchef Susanne Frydenlund kalder "formidabelt". 

Ringsted Kommunes arbejdsmarkeds- og ungecenterchef Susanne Frydenlund.
Ringsted Kommunes arbejdsmarkeds- og ungecenterchef Susanne Frydenlund. Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

De 900 medarbejdere er blevet screenet og kommunerne hjælper blandt andet med at skrive ansøgninger og cv.

- Det er en megaopgave, og forhåbentlig kommer vi aldrig til at prøve så stor en opgave igen, siger Susanne Frydenlund.

Heldigvis er der mange firmaer, der har brug for arbejdskraft, siger arbejdsmarkeds- og ungecenterchefen, der også var med på jobmessen denne onsdag.

- Så sent som i dag, var der et firma, der gik over i vores lille pavillon herovre for at lave en ansættelsessamtale, fortæller hun.

Flere har fået arbejde

En af de 43 virksomheder, der håber på at finde nye medarbejdere, er Haribo i Faxe.

- Det er primært folk til produktion, pakkeri og også gerne lidt teknikere, hvis der skulle være nogle elektrikere, smede eller automatikteknikere, der er på udkig efter et job, siger HR-chef Helge Lynge Larsen.

Haribo håber, at finde mellem 20 og 25 nye medarbejdere på jobmessen i Ringsted.

HR-chef Helge Lynge Larsen fra Haribo.
HR-chef Helge Lynge Larsen fra Haribo. Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

- Det er en unik mulighed, fordi det også er inden for fødevarebranchen, så de kender til alt inden for hygiejne og det at behandle fødevarer generelt, siger Helge Lynge Larsen.

Han har fået en masse cv'er fra mulige nye medarbejdere, og der er allerede nogle af de ledige pladser hos Haribo, der er blevet besat.

- Jeg har truffet aftale med fire her på jobmessen, og en lige før jobmessen, fortæller HR-chefen.

Borgmester: - Vi har aldrig prøvet det før

Også Ringsteds borgmester, Klaus Hansen (V), var med på jobmessen på Danish Crown. 

Han fortæller, at Danish Crown er kommunens største private arbejdsplads, og at det derfor var en voldsom melding, da det blev bekendtgjort, at slagteriet skulle lukke.

- Det kom som et kæmpe chok for os, at vi lige pludselig stod til at skulle miste 1200 arbejdspladser i Ringsted Kommune, siger Klaus Hansen.

Mindst 350 af medarbejderne på slagteriet er bosat i Ringsted Kommune, fortæller borgmesteren.

Klaus Hansen (V), borgmester, Ringsted Kommune.
Klaus Hansen (V), borgmester, Ringsted Kommune. Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

- Så det stod klart for os, at her skulle vi ind med en hel ekstraordinær stor indsats, siger han.

- Men vi hjælper samtlige medarbejdere her på slagteriet, understreger borgmesteren, også dem, der bor i andre kommuner.

Klaus Hansen fortæller, at man ikke tidligere har stået i en lignende situation i Ringsted Kommune.

- Vi har aldrig prøvet det før, og jeg håber virkelig heller ikke, at vi kommer til det igen i den målestok her. Men til gengæld kan man også se, at når vi står skulder ved skulder og rykker sammen i bussen, både Danish Crown, Ringsted Kommune og vores omegns kommuner, siger han.


Nyhedsoverblik