Han stiller sig op på talerstolen foran en helt fyldt byrådssal og gør sig klar.
- Klokken er blevet 19, så jeg tillader mig at afbryde gravkammerstemningen.
Sådan indleder Henrik Hvidesten (V) byrådsmødet i Ringsted mandag aften.
Et møde ud over det sædvanlige, hvor Henrik Hvidesten (V) midt i sin valgperiode overdrager borgmesterposten til partifællen, Klaus Hansen (V).
Det sker efter Henrik Hvidesten (V) har besluttet sig for at trække sig som borgmester i kølvandet på flere anklager om grænseoverskridende adfærd over for kvinder.
Inden han overgiver borgmesterposten, knytter han et par ord til sin beslutning om at gå af.
- Min person er simpelthen blevet for belastet og det går ud over det politiske klima her i salen, og det giver kommunen ridser i lakken udadtil. Baggrunden for, at situationen er, som den er, er naturligvis min skyld, siger Henrik Hvidesten (V) og tilføjer:
- Jeg har undskyldt overfor de involverede og jeg vil gerne gentage den undskyldning her til aften.
Ingen stor fejring
Hele seancen foregik uden den helt store fejring med borgmesterkæde og blomster.
- Jeg tror ikke, Venstre mener, at der er så meget at fejre i dag, siger TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, der var til stede til byrådsmødet mandag aften.
Efter borgmesterskiftet og en beskeden klapsalve bytter de to parter plads, og de når lige at udveksle et kram på vejen.
Begejstringen er tydelig at spotte i Klaus Hansens (V) ansigt, når han stiller sig op på talerstolen.
- Kære alle sammen. Tak for valget, og tak for tilliden. Jeg vil tillade mig at betragte det som en kæmpe tillidserklæring, at I har valgt at bakke mig op, siger han og fortsætter:
- I skal vide at jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den tillid, og jeg vil gå til opgaven med en høj grad af ydmyghed, siger han med smil på læben.
Bag den nye borgmester står Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Venstre.
Henrik Hvidesten nåede at være borgmester i 10 år.