Politi og SSP skærper indsatsen mod unges farefulde leg i nedlagt mølle

Mandag mødtes ejeren af den nedlagte bygning i Ringsted med politiet og kommunen for at drøfte, hvordan de kan forhindre de unges færden i bygningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I mere end 11 år har unge fra Ringsted brugt den forladte dampmølle som tilholdssted.

Søndag kunne TV ØST fortælle, hvordan naboer har været vidner til deres farefulde leg og i forrige uge kulminerede det, da nogle unge smed en betonflise ned fra 30 meters højde.

- Vi hørte et kæmpe brag, og det første, der gik igennem hovedet på os, var, at nu var der nok en, der var faldet ned. Men det var en stor betonflise, som de unge smed ned fra 30 meters højde, fortalte Rikke Falkenberg Kofoed, nabo til den forladte bygning.

 Politiet vil øge deres opmærksomhed på området og skærpe tilsynet, lyder det fra Thorbjørn Fangel, centerchef i Ringsted Kommune

Siden 2005 har unge fra Ringsted brugt den forladte bygning som tilholdssted. Og naboerne frygter for både de unges sikkerhed og deres egen. 

Øger afspærringerne

Derfor har Ringsted Kommune, repræsentanter fra SSP, bygningsejer og politiet mandag holdt møde om bygningen og de unge, som holder til i den forladte mølle,

I et skrifteligt svar til TV ØST oplyser Thorbjørn Fangel, centerchef i Ringsted Kommune, at bygningsejer sikrer en forøgelse af tilsyn på ejendommen, således at der hurtigt sikres reetablering af afspærringerne. 

- Kommunens SSP vil skærpe deres indsats på området ved at forøge deres information via skoler mv. om farerne ved ophold og færdsel i bygningerne, samt lave opsøgende arbejde i området. Der sikres skiltning omkring nedstyrtningsfare og ulovlig færdsel, ved afspærringerne, lyder det fra Thorbjørn Fangel.

- Herudover vil politiet øge deres opmærksomhed på området, og skærpe tilsynet, tilføjer han i det skriftelige svar.

Kommunen opfordrer i øvrigt enhver som hører eller observerer færdsel inden på området, om at anmelde det til politiet på 1-1-4.

Øverst i artiklen kan du, ved at klikke til venstre på billedet, se søndagens indslag fra den nedlagte mølle i Ringsted.


Nyhedsoverblik