Politiet arbejder fortsat med efterforskningen af det, som de formoder var et stenkast fra en motorvejsbro tirsdag aften.
I den forbindelse efterlyser politiet nu vidner i sagen.
- Har man måske kørt forbi på den bro og set noget, eller måske har kunne genkende nogen på broen, så hører vi meget gerne fra folk, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
Det var en 51-årig mand, der kontaktede politiet efter en sten havde ramt hans bil, da han kørte under motorvejsbroen ved afkørsel 36 ved Ringsted.
Der er tale om motorvejsbroen ved Ringsted Outlet, hvor man også kan færdes til bens.
Manden kom ikke tilskade ved hændelsen, men bilen har fået en bule i taget.
Det var klokken 19.59, at manden kørte under broen og bilen blev ramt af stenen. Manden selv mener, det var en marksten, der var tale om.
Politiet afspærrede tirsdag aften motorvejen på strækningen mellem afkørsel 35 og afkørsel 36 for at lede efter stenen og andre spor. Men de fandt ikke stenen.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.