Ringsted-borgmester Henrik Hvidesten (V) trækker sig efter flere anklager om upassende adfærd.
- Selvom de sidste dage også har budt på megen opbakning og opmuntrende henvendelser, må jeg konstatere, at jeg ikke længere kan bede mit politiske flertal om fortsat at bakke mig op som borgmester.
- Derfor vil jeg trække mig som borgmester i Ringsted Kommune, skriver han søndag aften i en sms til TV2 ØST.
"Ekstremt ubehageligt"
Onsdag skrev Ekstra Bladet, at borgmesteren ifølge flere kilder skulle have opført sig "ekstremt ubehageligt", særligt over for en kvindelig folkevalgt.
Jeg blev også taget på låret den aften
Ifølge avisen skulle borgmesteren flere gange have befølt kvinden på låret, ligesom han højlydt skulle have givet udtryk for, at han ønskede at tage hende med hjem.
Det skulle være sket på konferencen Kommunaløkonomisk Forum 11. til 12. januar i Aalborg. Hvidesten fortalte onsdag til avisen, at han havde undskyldt sin opførsel over for den pågældende kvinde.
Torsdag behandlede Venstre-gruppen i Ringsted byråd sagen. Efterfølgende oplyste gruppeformand Klaus Hansen (V) i en skriftlig udtalelse, at byrådsgruppen var triste og ærgerlige over sagen, men at de fortsat havde tillid til borgmesteren.
- Henrik Hvidesten har fra starten påtaget sig ansvaret for den uheldige episode, og han har straks undskyldt for dette, lød det.
Tilsvarende lod Socialdemokraterne i byrådet fredag forstå, at man ikke fandt anklagen alvorlig nok til, at partiet ville vælte Hvidesten.
Endnu en anklage søndag
Søndag aften stod en helt anden kvinde imidlertid frem hos DR og fortalte om en tilsvarende oplevelse.
Det drejer sig om Mette Jorsø, der sidder i byrådet for Radikale i Køge Kommune.
- Jeg blev også taget på låret den aften, i kælderen, i Aalborg til den konference, sagde hun søndag til DR.
Under en fest i forbindelse med Kommunaløkonomisk Forum satte hun sig på en bænk sammen med borgmesteren og andre kolleger.
De kommende dage vil jeg bruge med mine nærmeste, der altid har været der for mig
- Der lægger han sin højre hånd på mit lår og sin venstre på min balde, siger hun søndag aften til DR.
Politikeren fortæller, at hun derefter sagde til borgmesteren, at han var for fuld og at han skulle gå hjem, hvorefter hun skubbede ham væk.
Bliver i byrådet
Henrik Hvidesten fortæller i et opslag på Facebook, at han er stolt af sine resultater efter godt 10 år i lokalpolitik, og at han vil fortsætte i byrådet, selvom han trækker sig fra borgmesterposten.
- Gennem de sidste 18 år har lokalpolitik været en central og vigtig del af mit liv og jeg synes stadig, at jeg har noget på hjerte.
- Derfor har jeg besluttet, at jeg fortsætter som byrådsmedlem, og at jeg vil stille mine kompetencer til rådighed i konstitueringen bag den nye borgmester, skriver borgmesteren på Facebook.
TV2 ØST er ikke bekendt med, hvem der ventes at overtage borgmesterposten, og det har ikke været muligt at få et interview med borgmesteren.
- De kommende dage vil jeg bruge med mine nærmeste, der altid har været der for mig, og jeg har derfor for nuværende ikke yderligere kommentarer, skriver han i en SMS til TV2 ØST.