Ringsted Outlet kan blive dobbelt så stort

Ringsted Outlet har i dag en størrelse på 13.200 kvadratmeter. Med en ny ejer håber de at kunne udvide med 10.000 kvadratmeter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ringsted Outlet drømmer om at udvide forretningen til næsten dobbelt størrelse, men det skal foregå med nye ejere i spidsen. Sådan lyder det fra Agat Ejendomme, der i dag ejer halvdelen af Ringsted Outlet. Den anden halvdel er ejet af kapitalfonden Capman.

Agat Ejendomme vurderer værdien af outlettet til at være i omegnen af 400 millioner kroner på deres bogførte regnskaber. Det er fordelt på 48 forretninger og tre restauranter på i alt 13.200 kvadratmeter. 

quote Lokalplanmæssigt er der mulighed for en markant udvidelse

Robert Andersen, direktør, Agat Ejendomme.

I fremtiden er visionen at udvide outlettet med 10.000 kvadratmeter. Heraf vil de starte med en udvidelse af de første 2.500 kvadratmeter.

- Der er en dialog med nye lejere nu, og der er også dialog om en mindre udvidelse. Lokalplanmæssigt er der mulighed for en markant udvidelse, og så har vi tænkt, at det måske er en god idé at sundere terrænet nu i forhold til, hvordan det ser ud i markedet. Om der er nogle potentielle nye ejere, der står klar til at føre outlettet videre til det næste niveau, siger Robert Andersen, der er direktør i Agat Ejendomme.

Tre grunde til salg

Agat Ejendomme har været med i spidsen for Ringsted Outlet siden outlettet var på tegnebrættet i 2008. Capman har været medejer siden 2016, og det er nu begge virksomheders ejerandele, som de er på udkig efter at sælge.

Robert Andersen fra Agat Ejendomme peger på, at beslutningen om at prøve at sælge outlettet skyldes tre faktorer. 

quote Nu kan vi se, hvad effekten har været gennem en coronaperiode, og at centret om muligt er blevet styrket på den anden side.

Robert Andersen, direktør, Agat Ejendomme.

Først og fremmest er Capman en kapitalfond, og kapitalfonde har som regel en typisk ejerperiode på syv til ni år. Nu har Capman været medejer af outlettet i seks år. 

Ringsted Outlets 13.200 kvadratmeter kan blive til 10.000 kvadratmeter mere.
Ringsted Outlets 13.200 kvadratmeter kan blive til 10.000 kvadratmeter mere. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

For det andet står outlettet over for en stor udvidelse, og derfor føler de, at det er naturligt at se sig om efter en ny investor, der kan være med til at sætte sit præg på udvidelsen. 

For det tredje oplyser Agat Ejendomme, at outlettet ikke har haft samme nedgang som andre centre under corona, og at det derfor rent økonomisk er et godt tidspunkt at sælge deres ejerandel.

Også til salg i 2020

Ringsted Outlet har tidligere været til salg. Det var tilbage i 2020, men de måtte hurtigt trække til salg-skiltet op ad jorden igen på grund af coronapandemien. Nu truer nye potentielle udfordringer med en krig i Ukraine, hyppige rentestigninger og en inflation, der er på sit højeste i 38 år.

 - Nu kan vi se, hvad effekten har været gennem en coronaperiode, og at centret om muligt er blevet styrket på den anden side. Så er jeg enig i, at der er nogle nye udfordringer, men det er en anden karakter, fordi stigende energipriser og måske et lidt lavere rådighedsbeløb hos private måske også afføder, at nogle kigger efter, hvor det er, man får kvalitetsvarer for nedsatte priser. Og det er netop i outlettet.

quote Outlettet har jo haft nogle rigtig flotte besøgstal gennem hele deres levetid

Mads Kragh, direktør, Erhvervshus Sjælland

Agat Ejendomme ser dog ikke den aktuelt stigende rente som en stor udfordring, da nogle investorer slet ikke er afhængige af at opnå nogen form for finansiering ved et køb af outlettet.

Stor betydning for Ringsted og Sjælland

Ifølge Erhvervshus Sjælland har Ringsted Outlet stor betydning for Sjælland og specifikt Ringsted. Det giver nemlig borgere fra hovedstadsområdet en grund til at rejse ud i landet for at handle.

- Der er jo ikke så forfærdeligt mange outlets som Ringsted Outlet. Det, det har betydet, er, at man har trukket ganske mange mennesker ud af hovedstadsområdet og fra forskellige steder på Sjælland, som er turet til Ringsted, siger Mads Kragh, der er direktør i Erhvervshus Sjælland.

- Outlettet har jo haft nogle rigtig flotte besøgstal gennem hele deres levetid. Det har gjort, at Midtsjælland er blevet mere tilgængeligt for folk, som ellers kører 40 minutter videre mod København.

20210712-140653-4-1600x1066we
Læs også
Ringsted topper listen - har i dag flere job end før coronakrisen
20210712-140653-4-1600x1066we
Læs også
Ringsted topper listen - har i dag flere job end før coronakrisen


Ifølge Erhvervshus Sjælland er outlettet en stor virksomhed, da detailhandel helt generelt fylder meget i beskæftigelsesstatistikkerne.

- Jeg går ud fra, at de har tænkt sig godt om i forhold til deres nuværende lejere og kørt en åben dialog med dem, og hvis man har det, og man ellers har informeret om, at det ikke er fordi, vi løber skrigende fra pladsen, så tror jeg, at der kan komme noget rigtig fint ud af det. For jo flere butikker og jo stærkere det står, jo flere gæster vil der komme, og det vil smitte af på alle butikkerne, siger Erhvervshus Sjællands direktør.

- Modsat, hvis man ikke har kommunikeret, så kan man jo risikere, at nogle af butikkerne bliver usikre og siger, at så er det måske nu, at vi skal sige vores lejemål op, og så kan det blive sådan en nedadvendt spiral, hvor du i virkeligheden starter med noget, der er rigtig fint, og så får du en hel masse tomme butikker, og hvad der ellers hører til. 

Erhvervshus Sjællands direktør tror mest på første scenarie og ser det potentielle ejerskifte som et signal om, at der skal ske mere i området. 

Lejeres succes er ejeres succes

I Agat Ejendomme forsikrer de, at de kun får henvendelser fra seriøse investorer, og at de selv tager opgaven meget alvorligt for at sikre, at outlettet også klarer sig godt efter et potentielt salg.

- Nu har der været en stabil ejerkreds i rigtig mange år, og vi er jo optaget af, at den kommende ejer er en, som vi har tillid til, og som evner at skabe en fornuftig fremtid for centret. Det, der er vores opfattelse nu, er, at der kun er ultraprofessionelle og seriøse investorer, som henvender sig, og som har en klar mening om, hvordan sådan et outlet skal drives, siger direktøren.

- Hvis man har en seriøs investor, så har de en interesse i at behandle lejerne på en yderst professionel måde, fordi det jo er den måde, man sikre sig, at outlettet får succes. At hvis lejeren har succes, så har ejeren også succes. 


Nyhedsoverblik