Det omstridte torv i Ringsted slår fredag dørene op.
- Det har været en lang proces, og det har været en proces, hvor der har været en række uenigheder undervejs, siger borgmester Henrik Hvidesten (V), der er borgmester i kommunen.
Ringsteds nye torv har kostet 55 millioner kroner. Det har særligt været ønsket om at udskifte de nedslidte kloakrør under det gamle torv og et ønske om at klimasikre byen, som i 2015 satte skub i et flertal i byrådet til at omlægge torvet.
Jeg synes, det var rigtig godt, at der var et politisk flertal, der holdt fast i, at vi skulle gøre noget
- Jeg er glad for, at et stort flertal i byrådet holdt fast og sagde, at ”vi ønsker det her projekt”, og det er så endt med det her torv, som vi ser i dag, og som vi i øvrigt udvikler på i de kommende år, før vi er helt færdige, siger Henrik Hvidesten.
Stridsøkserne trukket frem
Ringsted Kommune er ellers et fredeligt område i midten af regionen. Men ved kommunalvalget i november sidste år blev stridsøkserne trukket frem.
De Konservatives mærkesag var nemlig at få byggeprojektet stoppet, men selvom partiet fik et godt valg, hvor de gik frem med to mandater, så har det ikke ændret ved udfaldet.
- Jeg synes, det var rigtig godt, at der var et politisk flertal, der holdt fast i, at vi skulle gøre noget, og at vi skulle prioritere at bruge nogle penge på det. Det er et rigtig flot torv. Jeg har oplevet i dag, at rigtig mange børn har taget vel imod det og mange voksne, som også siger, at det er blevet rigtig godt. Dem er jeg meget enige med – og jeg glæder mig bare til, at alle vil tage det i brug, siger Henrik Hvidesten og fortsætter:
- Det er med til at vise, at vi godt tør investere. Godt tør investere i, at vi får en bedre bymidte og sikre byen for fremtiden. Nye kloaker under jorden, klimasikring ovenpå jorden, så vi sikrer, at bygninger ikke bliver fyldt med vand ved skybrud, og så selvfølgelig en fin plads, hvor der er hyggeligt at være.
Artiklen fortsætter under indslaget.
Hvor er springvandet?
Jørgen Hansen fra Skjoldenæsholm lidt uden for Ringsted har fundet en ny bænk at sidde på ved det nye torv.
- Vi skulle jo op og se det halløj her, siger han.
Men der er nu noget, der mangler ved udsigten.
- Jeg havde jo regnet med noget springvand, der skulle springe op i luften, så det så rigtig flot ud. Men det løb jo bare nede i renden, lyder det fra Jørgen Hansen.
- Nej nej, det er flot, det de har lavet. Et kæmpe arbejde.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hos de forretningsdrivende er der ikke utilfredshed at spore. Morten Poulsen, der ejer Café Korn, som ligger ud til Ringsted Torv, er ganske godt tilfreds.
- Det er et fantastisk flot torv. Det er pænt, og jeg synes, det gør noget godt for Ringsteds bymidte. Og vi er selvfølgelig glade, fordi vi driver forretning lige op af det. Så jeg har glædet mig til den dag her – og så blev det med solskin og der kommer musik, så det er en fed dag, siger Morten Poulsen.
Det kommer alle til gode
Morten Poulsen håber samtidig, at det nye torv vil lokke flere folk til bymidten.
- Jeg tror og håber, at folk får lyst til at se det nye torv og se, det er en god stemning, at der er hyggeligt og det er flot. Og så selvfølgelig får lyst til at sidde enten hos mig eller hos nogle af de andre. Men det vigtigste er sådan bare, at der kommer liv her i midten. Det kommer os alle sammen til gode, siger han og fortsætter.
- Jeg tror, der kommer til at være en masse børnefamilie, unge og ældre, der kommer til at gå en tur herinde i bymidten, og nogle af dem, der er på besøg i Outletten, de får lyst til at gå en tur ind til bymidten og se, hvor hyggelig Ringsted by er.
Artiklen fortsætter under billedet.
Torvet er dog ikke helt færdigt endnu. Det forventes, at torvet endeligt vil stå færdigt i 2019.
- Vi er ikke færdige endnu. Oppe i Nørregade er det sådan, at der kommer vi det næste år til at bruge tiden på at grave ned i jorden og få skiftet alle kloakkerne, så det kommer selvfølgelig til at fylde noget. Og det kommende år går vi også i gang med den pavillon, som kommer til at indeholde en café, som Real Dania har været med til at finansiere for os, lyder det fra Henrik Hvidesten.