Tirsdag formiddag faldt et ventilationssystem pludselig ned fra loftet i et klasseværelse i en 5. klasse på Byskovskolen i Ringsted afdeling Asgård.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi fik anmeldelsen cirka klokken 11.29. Den ene elev har fået en flænge i ansigtet, og læreren er også blevet ramt i hovedet. Den anden elev er formentlig ikke blevet ramt, siger Maria Sander Hansen, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er en dybt ulykkelig situation
De to elever er kommet mindre til skade, imens læreren er kommet alvorligt til skade. De pårørende til læreren er underrettet.
Stort ventilationsanlæg på tre meter
Ambulance og politi har været på stedet. Eleverne blev behandlet på stedet af ambulancepersonale.
Der blev også tilkaldt hjælp fra en lægehelikopter, men læreren blev kørt til hospitalet i en ambulance.
- Ventilationsanlægget er 1,5 gange 3 meter, som er delvis faldet ned, siger Maria Sander Hansen.
Ifølge skolecenterchef Jesper Ulrich er der tale om et ret stort ventilationsanlæg, som er faldet ned. Årsagen til, hvorfor og hvordan ulykken er sket, er ved at blive undersøgt af politiet, og firmaet der har monteret anlægget har allerede været forbi skolen.
Byskovskolen kan også se frem til at få besøg fra Arbejdstilsynet i løbet af ugen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er kun halvanden uge siden, at et entreprenørfirma monterede det.
Alle lokaler med nye ventilationsanlæg afspærret
Elever og forældre på skolen har fået information om hændelsen, der skete i et af ni nyrenoverede klasselokaler.
Byskovskolen gennemgår i disse uger en større renovering, og de ni klasselokaler har været frigivet til undervisningsbrug
- Efter hændelsen er alle lokaler med de nye ventilationsanlæg afspærret, mens Ringsted Kommune og de relevante myndigheder undersøger hændelsen nærmere. De lokaler bliver ikke taget i brug, før Ringsted Kommune har fuldstændig sikkerhed for, at de er klar til brug, siger Gitte Løvgren, direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune.
Rent held at der ikke var flere elever i klassen
Byskovskolen har skrevet om ulykken på sin hjemmeside, hvor de også opfordrer forældrene til at være opmærksomme på deres børn, når de kommer hjem fra skole og snakke med dem om episoden.
De har projektuger, så det var et tilfælde, at der kun var to elever og en lærer i klasselokalet
- Der er en psykolog her, som har talt med børnene og vurderet, hvem der havde brug for at snakke og hvem, der havde knap så meget brug for at snakke. Det vil være noget, vi følger op på med forældrene, siger skolecenterchef Jesper Ulrich.
Det var rent held, at der kun var to elever og en lærer i klasseværelset.
- De har projektuger, så det var et tilfælde, at der kun var to elever og en lærer i klasselokalet, siger Jesper Ulrich.
- Det er en dybt ulykkelig situation og helt unødvendigt. Havde nogle haft den mindste mistanke om at det kunne ske, var anlægget aldrig blevet hængt op.
Byskovskolens elever skal møde normalt i skole onsdag morgen, men skal altså ikke være i et af de ni klasselokaler med den type ventilationsanlæg.