Søn med autisme blev glemt seks timer i bus

Martin Schieck, der lider af infantil autisme, blev glemt i en bus i seks timer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er en mors værste mareridt.

Marianne Schieck frygtede, at hun aldrig skulle se sin søn, Martin Schieck, igen.

quote Det var virkelig, virkelig traumatisk

Marianne Schieck, Haslev

- Det er alle de grimme tanker, som man ikke må sige. At en eller anden mystisk person skulle have kidnappet ham, siger hun.

35-årige Martin Schieck har infantil autisme og næsten intet sprog og bor på et bosted i Ringsted.

Torsdag aften den 1. august iværksatte Midt- og Vestsjællands Politi en eftersøgning af Martin Schieck, da han ikke var kommet tilbage til sit bosted efter at have besøgt aktivitetstilbuddet Regnbuen.

Torsdag den 1. august skulle Martin Schieck som sædvanlig være kommet tilbage til bosted klokken 15.20 efter at have besøgt aktivitetsstedet Regnbuen i Ringsted.
Torsdag den 1. august skulle Martin Schieck som sædvanlig være kommet tilbage til bosted klokken 15.20 efter at have besøgt aktivitetsstedet Regnbuen i Ringsted. Foto: TV2 ØST

Han skulle have været kommet med minibussen fra værkstedet klokken 15.20.

Men da klokken blev 16.00, begyndte bostedet at undre sig over, at han ikke var kommet hjem.

- Der var festival i byen, og derfor gik vi ikke i panik i første omgang, fortæller Rikke Christensen, der er forstander på bostedet.

Læs også
Hver tredje med fysisk handicap mangler hjælp fra pårørende
Læs også
Hver tredje med fysisk handicap mangler hjælp fra pårørende

Alligevel valgte bostedet at kontakte aktivitetscenteret Regnbuen, for at høre, om de vidste, hvor Martin befandt sig.

Her lød det, at han var taget afsted med minibussen.

Men buschaufføren, som havde kørt bussen, påstod, at han ikke var med.

- Så begyndte bekymringen selvfølgelig at indfinde sig, siger Rikke Christensen.

Modtog modstridende oplysninger

For Marianne Schieck begyndte et timelangt mareridt, hvor hun ikke vidste, hvor hendes søn var.

- Det er nogle forfærdelige timer. Især fordi der kommer modstridende oplysninger, siger hun.

- Den var meget mærkeligt og ubehageligt. Altså, hvor er han blevet af, han kan jo ikke bare forsvinde ud af det blå. Det var virkelig, virkelig traumatisk.

quote Vi har stor forståelse for, hvor ubehagelig hele situationen må have været for Martin og hans mor Marianne, og vi undskylder dybt for det, der er sket

Rasmus Krochin, kommunikationschef, MB Care

Efterfølgende blev Martin Schieck eftersøgt af politiet, og Marianne Schieck lavede selv et opslag på Facebook.

Både familie, venner og lokale hjalp med at lede efter ham, og hendes opslag blev delt vidt og bredt.

- Det var meget rørende. Virkelig, siger hun.

Sad alene i seks timer

Til sidst sluttede Marianne Schiecks mareridt.

Men seks timer måtte gå, før buschaufføren fandt Martin Schieck siddende alene i minibussen, der holdt parkeret.

Det efterlader Marianne Schieck chokeret.

- Han bliver netop kørt i handicapbus fra A til B, fordi han ikke kan gebærde sig i samfundet uden at få støtte og hjælp. Det er så grotesk, siger hun. 

35-årige Martin Schieck har infantil autisme og næsten intet sprog, og bor derfor på et bosted i Ringsted. Hans mor fortæller, at han har været stærkt påvirket af oplevelsen.
35-årige Martin Schieck har infantil autisme og næsten intet sprog, og bor derfor på et bosted i Ringsted. Hans mor fortæller, at han har været stærkt påvirket af oplevelsen. Foto: TV2 ØST

Busselskabet HB Care bekalger nu hændelsen, og kommunikationschef Rasmus Krochin skriver i et skriftligt svar til TV2 ØST:

- Vi har stor forståelse for, hvor ubehagelig hele situationen må have været for Martin og hans mor Marianne, og vi undskylder dybt for det, der er sket.

Han skriver yderligere, at hændelsen efter deres opfattelse opstod, fordi chaufføren i flere tilfælde ikke kontrollerede bussen tilstrækkeligt.

- Vi tager hændelsen meget alvorligt, og har naturligvis fokuseret på at gennemgå handlingsforløbet og vores processer for at undgå lignende hændelser i fremtiden.

Var stærkt påvirket

Da Martin Schieck endelig blev fundet, var han stærkt påvirket af at have siddet alene i minibussen i seks timer, fortæller hans mor.

- Han var over en time om at spise. Han var meget mærket af det, siger Marianne Schieck.

Da Martin Schieck har infantil autisme og ikke har noget sprog, er det en udfordring for ham at beskrive, hvordan han hændelsen påvirket ham.

Læs også
Søren lever med handicap og får afslag på hjælp: - Jeg er ved at være modløs
Læs også
Søren lever med handicap og får afslag på hjælp: - Jeg er ved at være modløs

- Det er svært for ham at sætte ord på. Alle vi andre kan tale om det, men hvad gør vi lige med Martin?

Marianne Schieck håber, at situationen aldrig vil gentage sig.

- Det er så sårbart. Vi har et velfærdssystem, som er så sikkert for vores handicappede, og så skal der bare så lidt til for, det kan gå galt, siger hun.

Personalet på bostedet vil i den kommende tid være opmærksomme på, hvorvidt der kommer en efterreaktion fra Martin Schieck ovenpå hændelsen.


Nyhedsoverblik