Sporvejsmuseum opgraderes for millioner - 170 frivillige hjælper til

25.000 årligt besøgende på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm skal have en endnu bedre oplevelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm er de i gang med en opdatering af de helt tunge – og ikke mindst – noget af det allermest vitale på stedet: Skinnerne.

De oprindelige skinner er fra starten af 1970’erne. Dengang blev de lagt ud af frivillige kræfter. På samme måde er det også i dag frivillige, som er engageret i arbejdet på stedet. Ikke færre end 170 frivillige bidrager med deres tid til museet.

Blandt dem er Erik Storgaard, som har været med i alle årene:

- Vi er ved at tilpasse det, vi kalder for et hjertestykke, som hører til et sporskifte-tungeparti, forklarer han om det arbejde, som han er i gang med, da TV2 ØST lægger vejen forbi.

quote Der er fred, der er ro, og der er et rigtig godt kammeratskab

Henning Larsen, frivillig, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En meter jernbaneskinne vejer omkring 60 kilo, hvilket bringer vægten af et enkelt sporskifte op på to ton. Selvom dimensionerne er store, så arbejdes der med små marginaler, fortæller Erik Storgaard:

- Det skal bare passe, for det er jern mod jern.

Sammen med sin kompagnon Henning Larsen, der også er frivillig ved sporvejsmuseet, er de to gået hen at blive eksperter i at få tingene til at køre på skinner – bogstaveligt talt – det var nemlig også dem, der var med til at lægge de første skinner tilbage i 1970’erne.

Henning Larsen, frivillig ved Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm oplever, at arbejdet giver ham et stærkt fællesskab.
Henning Larsen, frivillig ved Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm oplever, at arbejdet giver ham et stærkt fællesskab. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Selvom lønnen primært består af rigelige mængder kaffe og kage, så er det alligevel et af de arbejder, som bærer lønnen i sig selv, fortæller Henning Larsen:

- Hernede har du et fristed. Der er fred, der er ro, og der er et rigtig godt kammeratskab. Og nu her i forbindelse med at jeg har mistet min hustru; jeg er blevet omfavnet hernede – det er min familie.

Donationer i millionklassen

De første skinner til sporvejsmuseet kom fra den københavnske sporvognsdrift, som blev nedlagt i 1972.

Flere at bygningerne skal have en facade-opgradering. Senest er bygningen til venstre i billedet her blevet dekoreret med den gamle Valby Remise som forbillede.
Flere at bygningerne skal have en facade-opgradering. Senest er bygningen til venstre i billedet her blevet dekoreret med den gamle Valby Remise som forbillede. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Siden er Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm vokset. Men for fem år siden blev der sat ekstra kræfter ind på at give stedets 25.000 besøgende en endnu bedre oplevelse med sporvognene. Det handler blandt andet om nye facader til stedets bygninger og nye skinner.

Alt i alt en omkostningstung affære, fortæller Mikael Lund, der er formand, Sporvejsmuseet:

- Det er en dyr fritidsinteresse, og det kræver, at man holder tungen lige i munden omkring økonomien – men indtil videre går det.

Mikael Lund, formand for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm fortæller, at de seneste års istandsættelser er hjulpet godt på vej af klækkelige donationer.
Mikael Lund, formand for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm fortæller, at de seneste års istandsættelser er hjulpet godt på vej af klækkelige donationer. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Byggeriets foreløbige budget lyder på 35 millioner kroner – godt hjulpet på vej af museets støtter:

- Af dem er 22 millioner kroner arvemidler. Medlemmer eller andre, som desværre ikke er blandt os længere, men som har skrevet os ind i deres testamenter, siger Mikael Lund og tilføjer:

- Så der sidder en syv-otte mennesker oppe på en lille sky og kigger ned og siger: "Det har sporvejsmuseet altså forvaltet rigtig godt".

Læs også
10 års jubilæum på sporvejsmuseum: Veteranbiltræf hitter
Læs også
10 års jubilæum på sporvejsmuseum: Veteranbiltræf hitter

Sporvejsmuseet har sæsonåbent fra midt maj til slut oktober. Men her i december holder de dog juleåbent i weekenden den 11. og 12. december.


Nyhedsoverblik