Stilfærdig mand skal rydde op efter krænkelseskaos

Mandag aften er der et nærmest historisk punkt på dagsordenen i byrådet i Ringsted: Valg af ny borgmester midt i en valgperiode.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klaus. 

Det er nemt at komme på fornavn med Ringsteds nye borgmester. Han er vellidt, hårdtarbejdende, og så er han godt selskab med en lavmælt humor. Sådan lyder karakteristikken fra hans kolleger.

Der var da også lynhurtig samling bag manden med efternavnet Hansen, da der skulle findes en erstatning for Henrik Hvidesten (V) efter fadæsen i Aalborg for tre uger siden, hvor den afgående venstre-borgmester gramsede på to kvindelige politikere ved et socialt arrangement i forbindelse med et politisk møde.

Det satte en brat stopper for hans politiske karriere.

Læs også
Borgmesterkandidat om Hvidesten-sag: - Vi taber alle på det
Læs også
Borgmesterkandidat om Hvidesten-sag: - Vi taber alle på det

Det bliver en særpræget forestilling i byrådssalen mandag aften. Selvom Henrik Hvidesten har meddelt, han går af som borgmester, så er det ikke officielt, før byrådet har besluttet det. Det er først tredje og fjerde punkt på dagsordenen.

Det betyder, at Henrik Hvidesten begynder mødet som borgmester og mødeleder, men bliver stemt ned som menigt byrådsmedlem få minutter inde i byrådsmødet.

- Det er klart, at vi skal finde en måde, der er værdig for alle parter, understreger Klaus Hansen (V).

Ingen borgmesterkæde  i byrådssalen

Efter interviewet med Klaus Hansen har TV2 ØST været i kontakt med Ringsted kommune, fordi vi gerne vil have lov til at filme Henrik Hvidesten overdragelse af borgmesterposten til Klaus Hansen.

Men vi har fået afslag.

Vi må ikke filme i byrådssalen. Det har den afgående borgmester Henrik Hvidesten besluttet, skriver kommunaldirektør Mette Jeppesen i en mail til TV2 ØST.

- Jævnfør vores forretningsorden er det borgmesteren, som skal give tilladelse til at filme og fotografere i byrådssalen under byrådets møder. Jeg kan oplyse, at der ikke vil blive givet tilladelse til jer eller andre medier i mødet mandag. Der vil være mulighed for at have en skrivende journalist til stede. For billeder kan jeg henvise til Kommune-TV, skriver kommunaldirektøren.

Der bliver i det hele taget ikke rigtig nogen fejring af Klaus Hansen som ny borgmester, oplyser kommunaldirektøren i sin mail.

- I forhold til den praktiske afvikling af mødet, så vil den nuværende borgmester lede mødet  under punkt 1-4. Efter punkt 4, når der er udpeget en ny borgmester, bytter de plads, og den nyvalgte borgmester vil lede mødet fra punkt 5 og frem. Der vil ikke være ceremonielle elementer i form af borgmesterkæde, blomster, som anvendes ved konstituerende møder efter et valg og lignende, skriver kommunaldirektøren i mailen til TV2 ØST.

Henrik Hvidesten begynder byrådsmødet som borgmester, men bliver stemt ned som menigt medlem.
Henrik Hvidesten begynder byrådsmødet som borgmester, men bliver stemt ned som menigt medlem. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Den kommende borgmester understreger, at det er en møgsag for kommunen. Men samtidig er det en drøm, der går i opfyldelse for ham.

Den 63-årige politiker forsøgte i 2012 at blive Venstres spidskandidat ved kommunalvalget, man han blev slået med en enkelt stemme af netop Henrik Hvidesten ved kampvalget i partiet.

- Der var jo ingen af os, der havde set det her komme for en uge siden. Eller ønsket det. Men som lokalpolitiker er det en enormt spændende opgave at blive borgmester.

- Jeg går til den med stor ydmyghed. Og jeg er bevidst om, at selvom jeg efterhånden har mange års erfaring i politik, bliver læringskurven stejl, erkender Klaus Hansen.

Læs også
Ringsted-borgmester trækker sig efter anklager
Læs også
Ringsted-borgmester trækker sig efter anklager

Han er nærmest prototypen på en venstrepolitiker: Han er landmand, der driver en gård på 155 hektar ved Sigersted sydvest for Ringsted by og tæt på grænsen til Sorø Kommune.

Tidligere var der malkekvæg, men nu er der bare to styks langhåret skotsk højlandskvæg tilbage, der passer græsninger for hyggens skyld.

- Sigersted ligger højt. Fra kirken er der udsigt ud over Sjælland. Et dejligt sted, forsikrer Klaus Hansen.

Det var det lokale, der skubbede ham ind i en politisk karriere. Han blev valgt ind i bestyrelsen i den lokale friskole.

- Efterhånden blev jeg formand. Og så blev jeg spurgt, om jeg ville stille op for Venstre. Første gang var i 2009. Det er efterhånden blevet til mange år i byrådet.

- Det har været vigtigt for mig hele vejen igennem at skabe muligheder for, at folk får mulighed for at befinde sig godt. Jeg går efter at skabe resultater sammen med andre. Jeg prøver at være ordentlig, fastslår den kommende borgmester.

Han larmer for lidt

Han har hidtil været gruppeformand for Venstre og udvalgsformand. Og hvis der overhovedet er en kritik af Klaus Hansen, så er det, at han ikke er synlig nok. Han ”larmer” for lidt som politiker.

- Det er jeg godt klar over. Men jeg har hidtil været nummer to i gruppen, og i min optik er det derfor ikke mig, der skal trykke på speederen med politiske meldinger eller skabe kant til andre partier.

- Nu bliver min rolle anderledes. Men helt overordnet er det min ambition at fortsætte det gode samarbejde med flertalsgruppen og byrådet som sådan. Vi er jo enige om det meste, fastslår Klaus Hansen.

Sådan går kabalen op

Med Klaus Hansens skifte fra formand for plan- og boligudvalget til borgmesterposten, er det store skiftedag i udvalgene.

Venstre vil have den nuværende formand for børne- og familieudvalget, Lasse Mølholt, til at overtage den ledige formandsstol efter Klaus Hansen. Det giver Johnny Dalgaard mulighed for at skifte sin formandspost i erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget ud med jobbet som formand for børne- og familieudvalget.

Det efterlader en tom formandsplads i erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, som Mazlum Öz kan sætte sig til rette i.

Johnny Dalgaard bliver ny gruppeformand for Venstre.

Endelig er forligspartierne enige om at indstille Henrik Kjær (EL) som ny formand for det særlige børn- og ungeudvalg.

Han er gift med Bente. De har en søn og to døtre, der for længst er flyttet hjemmefra. Klaus Hansen har ikke rigtig nogen hobby - måske på nær politik, der nu bliver hans fuldtidsarbejde. Fritiden bliver nydt ved storebæltskysten.

- Vi købte for tre sæsoner siden et sommerhus ved Bildsø Strand. Det har vi ønsket os i mange år. Vi nyder at komme afsted. Og der er ikke noget skønnere end at sidde på en bænk og nyde udsigten ud over bæltet en sommeraften, siger den kommende borgmester for en af de få kommuner i vores region, der ikke har havudsigt.



Nyhedsoverblik