Demenskoordinatoren Lene Mølbak fra Ringsted Kommune stod i dag klar på gaden for at oplyse folk om et nyt symbol.
Symbolet skal vise, at vedkommende, der bærer det, er dement og derfor kan have brug for hjælp.
- Når man står inde i en butik og skal betale for de ting, man har købt, eller man ikke kan finde de varer, man er gået ind for at skal have, så kan dem i butikken se, at man har det her symbol, og at man så måske har brug for noget hjælp, forklarer Lene Mølbak.
Hele denne uge er national demensuge. Det er Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der står bag ugen.
Ifølge Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark er det vigtigt, at borgere kender symbolet. På den måde kan borgere nemlig træde til, hvis en dementramt mister orienteringen, når de er ude blandt andre.
Fokuserer på butikker
Demensugen bliver blandt andet brugt til at sætte fokus på demensvenlighed i danske butikker.
Louise Hansen er en af de butiksansatte, som synes, det er positivt, at der bliver sat mere fokus på demens. Hun arbejder selv som farmakonom ved Ringsted Svaneapotek og oplever sommetider i sit arbejde, at demensramte har brug for en ekstra hånd.
- De skal mange gange have lidt mere omsorg og tages lidt mere hånd om. Så jeg synes kun, at det er rigtig godt, at de er ude at informere om det, siger Louise Hansen.
Hele denne uge er afsat til at gøre opmærksom på de mange problematikker, der kan opstå hos demente.
Onsdag vil ældresagen igen tage ud og oplyse butiksansatte om, hvordan de kan hjælpe, hvis de betjener en kunde med demens.