Torsdag blev billetterne til Royal Run sat til salg. Fredag var mere end hver fjerde billet blevet solgt.
Sådan er status for salget de første 24 timer, hvor 2.569 købte billetter til det kongelige motionsløb, der afholdes til sommer næste år i en række danske byer.
Løbet afvikles 2. pinsedag, den 6. juni 2022 i Aalborg, Aarhus, Kolding, Bornholm, København og i Næstved med en række distancer op til ti kilometers længde.
Det er første gang, at det royale løb afvikles i Næstved. Hidtil har borgere fra vores område måtte rejse til København, Jylland eller Bornholm for at være med.
En ny tradition
Royal Run blev opfundet i 2018, da Kronprins Frederik fyldte 50 år. I år deltog 79.000 mennesker i arrangementerne rundt i landet.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Til løbet i Næstved i 2022 er der plads til 10.000 deltagere. De fordeler sig således, at der er 4.000 billetter til at løbe en mile (1,6 kilometer, red.), 3.000 billetter til at løbe fem kilometer og 3.000 til at løbe ti kilometer.
Normalt deltager den kongelige familie i løbene, der også samler mange tilskuere i de byer, som de foregår i.
Om Royal Run
Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
- Royal Run ’22 finder sted i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der igen Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
- Sidste års Royal Run blev afholdt den 12. september i Aalborg, Sønderborg, Odense og København/Frederiksberg. På Bornholm blev Royal Run afholdt uden kongelig deltagelse.
- Tilmelding og information: royalrun.dk fra den 16. december kl. 12:00