Flere blå og gule flag blafrede i vinden over Odsherred, hvor 136 ukrainere i dag er bosat. Den sidste uge har foreningen Hjælp Ukraine delt 365 ukrainske flag og 12 træer ud til borgere i kommunen.
Der blev blandt andet plantet et træ ved Hotel Højbysø og Anneberg Kulturpark i Odsherred. En af dem, som var mødt op til arrangementet, var ukrainske Yuliya Kravtsova:
- Jeg vågnede op i dag, og min sjæl var dybt trist, lyder det fra hende.
Hun bor nu i Anneberg Kulturpark, som huser knap 60 ukrainske flygtninge.
En anden, hvis tanker i dag er ekstra meget på Ukraine, er Sofiia Vladirova. Hun er et af de 24 ukrainske børn, der går på Kobberbakkeskolen i Næstved, som er en såkaldt verdensklasse.
- Jeg savner så meget. Min første tanke var på min far, fordi jeg ikke har set ham et år. Jeg føler mig trist. Særligt i dag.
I de 12 kommuner her i vores region bor der lige nu 2.502 ukrainere. Flere steder er de succesfuldt kommet i job. Næstved og Slagelse sygehuse har ansat 20 ukrainere. 17 af dem arbejder i Slagelse, og en af dem er ukrainske Anna Petrovska.
Anna Petrovska flygtede sammen med sin mand og parrets fire børn fra bomberne i marts sidste år, men selvom hun fysisk er langt væk fra krigen, bor den stadig i hende:
- Vi sidder i sikkerhed og kan kigge på alt det forfærdelige, der sker i Ukraine. Det er hårdt, siger Anna Petrovska.
I flere af landdelen kirker har der også været gudstjenester med fokus på Ukraine og fred. Et af de steder er Aarby kirke i Kalundborg. Her har man tændt lys for ukrainere, konfirmander har oplæst bønner, og så er der spillet ukrainsk og dansk musik.
Et af de numre, som er blevet spillet er 'Den blå anemone' af Kaj Munk, som var præst under 2. Verdenskrig, og som skrev sangen som et stille oprør under censuren.
- Det er også et stille oprør vi laver i aften mod krigen og ufred i verden. Vi holder andakt for fred og mod krig, forklarer sognepræst, Lenette Darling, der har ledet andakten.