SF smider trumf ind i næste valgkamp på Sjælland

Det bliver SF's partiformand Pia Olsen Dyhr, der til næste folketingsvalg stiller op som partiets spidskandidat i Sjællands Storkreds.

Der er kun knap to år til næste folketingsvalg. Senest i efteråret 2026 skal statsminister Mette Frederiksen (S) udskrive valg. 

Når valget bliver udskrevet, kommer der efter alt at dømme et nyt navn på stemmesedlen i Sjællands Storkreds. For SF stiller op med partiformand Pia Olsen Dyhr som spidskandidat i storkredsen. 

- Jeg er blevet spurgt af SF Sjælland, om jeg vil stille op som spidskandidat i storkredsen, og det tilbud har jeg takket ja til, fortæller Pia Olsen Dyhr til TV2 ØST. 

Dermed afløser partiets formand partiets store stemmesluger i storkredsen Jacob Mark, der i oktober meddelte, at han udtræder af Folketinget. 

Læs også
Politisk analyse: Partiformand kan skovle stemmer ind på Sjælland
Læs også
Politisk analyse: Partiformand kan skovle stemmer ind på Sjælland

Pia Olsen Dyhr har siden 2019 været opstillet som SF's spidskandidat i Københavns Storkreds, og så sent som i september blev hun genvalgt som partiets spidskandidat i hovedstaden. 

quote Sjælland er jo en motor i den vækst og fremgang, der sker i Danmark lige nu, og det kræver uddannelse, når store virksomheder på Sjælland mangler arbejdskraft

Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF

Men til næste folketingsvalg vil hendes navn i stedet være at finde på stemmesedlen i Sjællands Storkreds. 

- Jeg har længe tænkt på at stille op på Sjælland, og da jeg blev spurgt af SF Sjælland om jeg ville stille op, var jeg ikke i tvivl. Sjælland er en stor og mangfoldig kreds med mange politiske udfordringer og muligheder, siger Pia Olsen Dyhr. 

Vil flytte til Orø

Selvom hun gennem flere år har været opstillet i København, har hun et nært tilhørsforhold til den sjællandske provins. Siden 2018 har hun og hendes mand haft sommerhus på Orø.

- Vores sommerhus er en flexbolig og planen er, at jeg indtil videre vil blive boende i København, men på et senere tidspunkt vil jeg flytte til Orø, siger Pia Olsen Dyhr. 

Som spidskandidat for SF i Sjællands Storkreds vil hun blandt andet gå til valg på at få skruet op for investeringerne i lokale uddannelsesmuligheder.

- Sjælland har igennem mange år oplevet, at seminarier og uddannelser er blevet lukket, og der er blevet sparet på skoler og undervisning. Men det er helt tosset, for det er jo uddannelse, vi skal leve af i fremtiden, siger hun. 

quote Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at vi som et af verdens rigeste lande ikke kommer børnefattigdom til livs

Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF

Bedre uddannelsesmuligheder udenfor de store byer vil ifølge Pia Olsen Dyhr være en god investering. 

- Sjælland er jo en motor i den vækst og fremgang, der sker i Danmark lige nu, og det kræver uddannelse, når store virksomheder på Sjælland mangler arbejdskraft, siger hun. 

Den grønne omstilling ligger hende særligt nær. Her kan Sjælland ifølge Pia Olsen Dyhr komme til at spille en nøglerolle. 

- Sjælland har meget landbrugsjord og det kommer til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling. Der er allerede masser af spændende grønne virksomheder på Sjælland og Lolland Falster, som skaber nye arbejdspladser, forklarer hun. 

Blå Bog

  • Pia Olsen Dyhr er 52 år

  • Hun er gift med Villy Dyhr med hvem hun har en datter og to bonusdøtre.

  • Pia Olsen Dyhr har været formand for SF siden 2014, og er Folketingets længst siddende partiformand.

  • Hun har tidligere arbejdet i blandt andet Care Danmark og Danmarks Naturfredningsforening.

Skifter kreds - ikke politik

Selvom der i kilometerantal ikke er langt fra København til den sjællandske provins, kan der være mentalt langt. Men Pia Olsen Dyhr kommer ikke til at ændre politisk retning ved at skifte storbykredsen ud med den sjællandske storkreds. 

- For det handler om at skabe sammenhæng mellem by og land. Jeg er bekymret for sammenhængskraften og for, at vi får et mere og mere opdelt samfund. De udfordringer, der kommer af den svagere sammenhængskraft, har jeg haft fokus på hele tiden, og det kommer jeg også til at få fremover, siger hun. 

Som spidskandidat i Sjællands Storkreds vil hun derfor også kæmpe for bedre forhold til de svageste - især udsatte børnefamilier. 

- Uligheden er til at få øje på på Sjælland og Lolland Falster, og jeg kan simpelthen ikke acceptere, at vi som et af verdens rigeste lande ikke kommer børnefattigdom til livs, og tager bedre hånd om vores udsatte. Det kan vi ikke være bekendt. 

Pia Olsen Dyhr stiller ved næste valg op i Sjællands Storkreds, efter Jacob Mark i oktober meddelte, at han træder ud af Folketinget.
Pia Olsen Dyhr stiller ved næste valg op i Sjællands Storkreds, efter Jacob Mark i oktober meddelte, at han træder ud af Folketinget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Pia Olsen Dyhr frygter ikke at tage over som spidskandidat fra den populære Jacob Mark, der ved sidste valg til Folketinget kom ind på top fem over politikere med flest personlige stemmer. 

- Jacob er en vidunderlig person og politiker, men fordi jeg har været i politik gennem længere tid end Jacob, har jeg måske en bredere politisk palette at tage fra, siger hun. 

Før Pia Olsen Dyhr kan komme endeligt på listen, skal der en ny urafstemning til blandt SF’erne på Sjælland.

- Vi har allerede et stærkt hold af kandidater på Sjælland, og jeg glæder mig til at føre valgkamp med dem, siger Pia Olsen Dyhr. 


Nyhedsoverblik