Flere uddannelser er på vej til regionen. Det står klart, efter et bredt flertal i Folketinget fredag blev enige om en ny uddannelsesaftale.
I slutningen af maj kom regeringen med udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund", og det er altså den aftale, der nu er på plads.
Som det også var fremlagt i det oprindelige udspil, bliver der oprettet en ny pædagoguddannelse i Holbæk, en arkitektuddannelse i Kalundborg, op til flere tekniske uddannelser i Nykøbing Falster i forbindelse med Femern-byggeriet, en lægeuddannelse i Køge og radiografuddannelsen kommer til Næstved.
Det kan man jo kun være glad for og hilse velkommen
- Det er helt afgørende, at vi kan tilbyde stærke uddannelsesmiljøer og så mange uddannelser som overhovedet muligt. Vi har i mange år set en stor centralisering omkring de store universitetsbyer. Vi har brug for, at det er muligt at tage en god og stærk faglig uddannelse i et stærkt uddannelsesmiljø i Region Sjælland, derfor er det et meget vigtigt skridt for vores fremtid, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S).
Jordemoderuddannelse til Slagelse
Der er dog én uddannelse, som ikke var med i det oprindelige udspil, der også kommer til regionen. Det gælder jordemoderuddannelsen, der kommer til at ligge i Slagelse. Det glæder byens borgmester.
- Det kan man jo kun være glad for og hilse velkommen, siger borgmester John Dyrby Paulsen (S) og fortsætter:
- Det er med til at skabe liv og den her grobund for, at vi kan tiltrække endnu flere uddannelser. Og så er det selvfølgelig stort med jordemoderuddannelsen, når vi har et meget stort sygehus i Slagelse. Så det spiller rigtig godt sammen.
Det er Maria Langberg, der er afdelingsjordemoder på Slagelse Sygehus, enig i.
- I Region Sjælland får vi typisk studerende i praktik, både fra københavnerskolen og esbjergskolen, så det at have en lokalforankret jordemoderskole i vores region vil helt klart være en positiv ting for området og vores eget sygehus, siger Maria Langberg.
Ifølge hende kommer det til at have stor betydning, at uddannelsen ligger lokalt, og man får lokale studerende.
- Det at have en høj, faglig forankring så tæt på, er jo godt og noget, vi altid værner om, så på den måde kan man sige, at vi vil fortsætte det arbejde, vi har i gang allerede. Men det er klart også på rekrutteringsplanet, hvor der også er et håb om, at jo mere lokal forankret uddannelsesinstitutioner er, jo mere får vi de studerende tættere på – og forhåbentlig også tage job herude, siger Maria Langberg.
Vi er glade og stolte over, at vi får vist den tillid
Det er Professionshøjskolen Absalon, der kommer til at stå for uddannelsen i Slagelse. De ser frem til at stå for uddannelsen.
- Vi er glade og stolte over, at vi får vist den tillid, at vi også skal være med til at uddanne jordemødre til Region Sjælland. Vi har i forvejen fem sundhedsfaglige uddannelser. Ud over jordemoderuddannelsen fik vi også radiografuddannelsen, så vi er ved at have en rigtig flot pallette af sundhedsfaglige uddannelser, som vi har god erfaring med. Så det passer som fod i hose, vil jeg næsten tillade mig at sige, siger Berit Hvalsøe, centerchef, professionshøjskolen Absalon.
Skal skabe vækst udenfor de store byer
Den nye uddannelsesaftale skal ifølge regeringen være med til at sikre, at endnu flere får en uddannelse, og at ens bopæl ikke dikterer, om man får en uddannelse eller ej. Håbet er, at det skal være med at til skabe vækst og udvikling udenfor de store byer.
I udspillet blev der oprindeligt lagt op til, at universiteterne skal nedlægge ti procent af deres studiepladser i de store byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg eller flytte dem ud af byerne. Den del er dog blevet lavet om til en målsætning fremfor krav i den endelige aftale.
Aftalen skal også være med til at sikre uddannet velfærdspersonale i hele Danmark. Derfor er det aftaleparteres ambition, at 60 procent af uddannelsespladserne på de fire store velfærduddannelser (SOSU, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver), skal ligge udenfor de større byer. Frem mod 2030 vil man oprette 1000 nye uddannelsespladser udenfor København, Aarhus, Odense og Aalborg, samt udflytte 1000 eksisterende uddannelsespladser fra de nævnte byer.
I Region Sjælland betyder det 300 nye pladser.
Her skal de nye uddannelser ligge:
Holbæk
- Pædagog
Kalundborg
- Arkitekt - byplanlægning
Slagelse
- Jordemoder
Næstved
- Radiograf
Lolland - Falster
- Nye tekniske uddannelser (Femern)
Læs mere om aftalen her.