Anholdt efter telefonbedrageri

Politiet mener nu at have pågrebet den første af fire mænd, der blev efterlyst tirsdag for en stribe sager om "bank"-bedrageri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter flere måneders efterforskning har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag aften fået et gennembrud i sagen om de efterhånden mange tilfælde af såkaldt telefonbedrageri.

Sager, hvor en ukendt person ringer til typisk ældre mennesker og udgiver sig for at være "fra banken" i et forsøg på at få franarret offeret penge.

quote Vi anser denne gemene kriminalitet over for sårbare borgere som uacceptabel

Lars Steffensen, fungerende vicepolitiinspektør

Tirsdag gik politikredsen ud med efterlysning af fire personer, som politiet mener, kan stå bag. Samme aften kunne en patrulje skride til anholdelse af en 24-årig mand fra Sjælland.

Manden blev anholdt klokken 18.04 i sin bil på Vestmotorvejen, sigtet for 13 bedragerisager, der ifølge fungerende vicepolitiinspektør Lars Steffensen løber op i bedrageri for "et par hundrede tusinde".

Udgav sig som bankmand

Han oplyser, at det var et par opmærksomme vidner, der ledte politiet på sporet af manden.

- Vi er glade for, at borgernes aktive medvirken har ført til en hurtig anholdelse, siger Lars Steffensen og tilføjer:

- Vi anser denne gemene kriminalitet over for sårbare borgere som uacceptabel.

Mandag blev den 24-årige mand ifølge vidner set i færd med et forsøg på at bedrage en kvinde fra Sorø.

Manden havde her ifølge politiet – som i lignende, forudgående sager – foregivet at ringe fra kvindens bank og fortalt, at der var nogle uregelmæssigheder med hendes konti, og hun var nødt til at aflevere sit kort til et bankbud, der kort efter troppede op på kvindens adresse.

Kvinden blev dog mistænksom og syntes, at både ”bankbuddet” og hele situationen virkede mærkelig, fremgår det af politiets beskrivelse af forløbet.

Ingen kørekort

Manden måtte trods ihærdige forsøg på at overbevise kvinden tage af sted med uforrettet sag.

Læs også
Kvinde udsat for dankortsvindel
Læs også
Kvinde udsat for dankortsvindel

Vidnerne bemærkede her manden og den bil, han kørte i, og de oplysninger delte de med politiet, som samme aften kunne skride til anholdelse af manden.

- Den anholdte fremstilles onsdag klokken 12 i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, sigtet for 13 bedrageriforhold, hvor han er sluppet af sted med at snyde de forurettede for kontante beløb, forklarer Lars Steffensen.

I flere tilfælde mener politiet, at den anholdte er lykkedes med eksempelvis at franarre typisk ældre betalingskort og kode eller oplysninger til netbank.
I flere tilfælde mener politiet, at den anholdte er lykkedes med eksempelvis at franarre typisk ældre betalingskort og kode eller oplysninger til netbank. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forholdene er ifølge vicepolitiinspektøren begået siden nytår både her i politikredsen og på Fyn.

Manden var desuden ikke i stand til at fremvise et kørekort – en forseelse, han også tidligere er blevet pågrebet i. Mandens bil blev derfor beslaglagt på stedet, oplyser politiet.

Læs også
To ældre kvinder fik franarret sig deres betalingskort
Læs også
To ældre kvinder fik franarret sig deres betalingskort

Den anholdte har ifølge Lars Steffensen ikke været videre snaksaglig, og politiet afventer derfor mandens stillingtagen til sigtelserne i retten.

- Vi vil gerne have ham varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for bedrageri, men vi skal have tid til at undersøge sagen nærmere, for der har været mange af de her sager i vores politikreds, forklarer Lars Steffensen.

Vicepolitiinspektøren vil derfor heller ikke udelukke, at manden vil kunne blive sigtet for yderligere sager.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man modtaget flere tip i forbindelse med efterlysningen, der nu bliver fulgt op på.


Nyhedsoverblik