Den seneste tid har lokale livreddere ydet førstehjælp til 37 badegæster langs regionens strande, og med udsigten til en uge med hård blæst advarer livreddere nu badegæster og andre, som bruger vandet.
Blæsten kan give revlehuller med kraftig understrøm ved vestvendte kyster, mens kraftig fralandsvind ved de østvendte kyster kan gøre det vanskeligt at komme tilbage til land.
Jeg forudser, at vi kommer til at se redningsaktioner på grund af vinden i den kommende uge
- Vinden giver hvert år anledning til farlige situationer, hvor livredderne henter folk ind fra vandet, og jeg forudser, at vi kommer til at se redningsaktioner på grund af vinden i den kommende uge, udtaler Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.
Opråbet henvender sig særligt til strandgæster, der medbringer oppustelige flydemidler. TrygFonden Kystlivredning opfordrer ligefrem folk til at lade gummibåde, luftmadrasser og andet oppusteligt udstyr blive på land.
Surfere og kano- og kajakroere kan ligeledes blive udfordret af vinden. Ude på vandet er vinden ofte kraftigere end inde på land, og derfor er det ifølge TrygFonden Kystlivredning bedst at tage mindst to personer ud på vandet, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Grafik: Nick Abildgaard
I sidste uge måtte tre SUP’ere (stand up paddle board, red.) hentes i land ved Balka Strand på Bornholm, og livredderne forudser, at vindforholdene kan give flere lignende situationer i de næste dage.
- De tre SUP’ere på Bornholm kom i vanskeligheder, fordi fralandsvinden var så stærk, at de ikke kunne komme tilbage til land ved egen hjælp. I sådan en situation bruger man alle sine kræfter på at kæmpe mod fralandsvinden, og man kan let gå i panik. Derfor skal man være meget påpasselig med at tage på vandet ved østvendte kyster i disse blæsende dage, siger Anders Myrhøj.
Risikoen for smittespredning af coronavirus gør, at livredderne på de danske strande i år skal arbejde efter nye retningslinjer. De må blandt andet ikke give mund-til-mund-redning til badegæster, der er kommet i nød. Du kan se et indslag om de nye retningslinjer her:
Brug vesten og overvej at blive i havn
Hvis man bader ved vestvendte kyster, skal man ifølge TrygFonden Kystlivredning passe på revlehullerne.
- Er man ved vestvendte kyster er der risiko for revlehuller, som giver stærk understrøm. Der er store bølger, som kan være sjove at kaste sig ud i, men de er også meget kraftfulde og kan vælte dig omkuld, og strømmen kan trække dig med ud fra kysten. Hvis det sker, skal du ikke kæmpe imod, men forsøge at bevare roen. Søg derefter hurtigst muligt til siden, og svøm derefter ind mod land, siger Anders Myrhøj.
Artiklen fortsætter under billedet.
Fra Søsportens Sikkerhedsråd lyder der også en opfordring til sejlerne og andre, som bruger vandet, til at tage sine forholdsregler.
- Vinden vil være frisk til hård og med vindstød på op til 17 m/sek. Det er en udfordring for selv erfarne sejlere, og derfor bør man overveje, om man overhovedet behøver at sejle, hvis det er hårdt vejr.
- Det er ikke en skam at blive i havn. Det er tværtimod at tage skipperansvar. Sejlads i hårdt vejr er ikke i sig selv farligt, men det kræver ekstra planlægning, ressourcer og udstyr – og naturligvis, at alle ombord bærer redningsvest. Vi ved fra vores observationsstudier, at hvis man er en gruppe på vandet, og den ledende person bærer redningsvest, så er chancen for, at de andre gør det samme, væsentligt større. Vær derfor et godt forbillede for dine sejlvenner, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd
Du kan tjekke vindretningen og få seneste vejrmeldinger på appen SejlSikkert.
Via appen Livredder kan du måle, hvor vinden kommer fra og få nyttig viden om at redde sig ud af revlehuller og andre forhold, man skal være opmærksom på ved stranden.