Prisen på at tanke bilen er i øjeblikket den højeste nogensinde.
Hos Q8 står prisen fredag morgen i 14,19 kroner for en liter 95-benzin, mens prisen hos OK er 14,09 kroner. Det fremgår af tankstationernes hjemmesider.
Det er de højeste priser nogensinde ifølge en opgørelse fra Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for de danske tankstationer.
For en gennemsnitlig bilist er det en ekstraregning på omkring 3000 kroner om året
- Det er ret voldsomt, hvad vi ser i øjeblikket. For en gennemsnitlig bilist er det en ekstraregning på omkring 3000 kroner om året, siger han.
Flere fakturer bestemmer prisen
Prisen på benzin bestemmes af en række faktorer. Det gælder dels selve olieprisen, dollarkursen samt skatter og afgifter.
Søren V. Kristensen forklarer, at olieprisen er stigende på grund af et mismatch mellem efterspørgslen og udbuddet af olie.
- Der er færre restriktioner og mere genåbning rundt i verden, og det betyder, at der er rigtig mange mennesker, som skal bruge olie.
- Samtidig bliver der ikke produceret så meget som tidligere. I starten af coronakrisen skruede de store olieproducerende voldsomt ned for produktionen, men nu skruer de kun langsomt op, siger han.
Under 10 kroner for halvandet år siden
I starten af coronaudbruddet i marts 2020 var benzinprisen kortvarigt under 10 kroner, men siden er den steget kraftigt.
Det er ikke kun benzinprisen, som har kurs opad i øjeblikket - det gælder også blandt andet strøm og gas.
Ifølge Søren Kristensen betyder de stigende elpriser en ekstraregning på 1500 kroner om året for en normal husstand.
Hvis man opvarmer sit hjem med gas, stiger prisen i gennemsnit med 9000 kroner.
- Der er rigtige mange regninger, som rammer forbrugerne i øjeblikket, siger Søren V. Kristensen.
Hvis man tager højde for inflationen - altså den løbende stigning i priserne - er den nuværende benzinpris ikke rekordhøj.
Her skal man tilbage til 1982, hvor en liter benzin - omregnet til nutidens kroner - ville have kostet 15,68 kroner.