En ekstraordinær tør periode øger risikoen for større naturbrande.
Derfor har både politiet og beredskaberne advaret mod brug af ukrudtsbrændere, og i flere kommuner er der nu også indført afbrændingsforbud for at undgå brande i den tørre vegetation.
Netop tørken og risikoen for naturbrande var også på dagsordenen tirsdag formiddag, da Beredskabsstyrelsen afholdt et fællesmøde for de kommunale brand- og redningsberedskaber.
Det fortæller Frederik Prytz-Grønfeldt, der er analysechef i Beredskabsstyrelsen.
- Det er ret tørt i naturen, også selvom det har regnet i weekenden, og vi har behov for, at vi på tværs af hele redningsberedskabet, det vil sige alle de kommunale brandvæsner og statens redningsberedskab, deler vores viden og erfaringer med naturbrande, siger han.
Grafik: Flere kommuner i vores region har indført afbrændingsforbud. Det gælder Odsherred, Kalundborg og Holbæk.
Vil dele mere på tværs
På mødet fik de lokale beredskaber mulighed for at dele deres forskellige erfaringer med og indsatser mod naturbrande.
Noget, som beredskaberne, ifølge Frederik Prytz-Grønfeldt, kunne blive bedre til.
- Der er en tendens til, at vi er gode til at lave indsatser lokalt, men vi kan blive bedre til at snakke sammen på tværs. Det er noget af det, vi har forsøgt at gøre mere af i dag. Lære af hinanden og høre, hvilke erfaringer man har gjort sig med store brande, fortæller analysechefen.
Der er en risiko for naturbrande lige nu
Han husker et konkret eksempel fra mødet, som han mener bidrog til en større fælles viden om indsatsen mod de større naturbrande.
- Vi hørte blandt andet om en stor brand i det vestjyske, hvor de havde gjort sig nogle rigtig gode erfaringer, hvor vi håber, at de erfaringer, de har gjort sig, også kan deles til andre kommunale brandvæsner, fortæller han.
Mere regn, tak
Den nuværende tørkeperiode øger risikoen for flere og større naturbrande, men analysechefen går ikke rundt i frygt. Han håber dog på lidt mere nedbør i den kommende tid.
- Der er en risiko for naturbrande lige nu, som vi selvfølgelig er bekendt med, og jeg er sikker på, vi kan håndtere det, fordi vi har haft så meget fokus på det i løbet af det sidste stykke tid, siger han og fortsætter:
- Så jeg frygter det ikke, men jeg vil helst undgå det, og der må gerne komme en smule mere regn, så den vegetation, der ligger, ikke er så tør, som den er nu. Men vi skal nok være klar, hvis der kommer noget.
Tørkeindekset i Danmark er tirsdag på 9,7 på en skala, hvor 10 er maksimum. Ved tørkeindeks over 8,9 kaldes det for et såkaldt tørkedøgn.
Det har vi haft siden 31. maj, skriver TV2.