- Jeg havde sommerfugle i maven og var ret spændt. Da hun så kom hen, og jeg skulle give hende blomsterne, så fik vi øjenkontakt. Det var kun et øjeblik, men jeg tænkte - øj, det er Dronningen, det dér.
Sådan fortæller Karen Warrer Juul, der i 2013 fik fornøjelsen af at være en blomsterpige, der tog imod Dronning Margrethe II, da hun besøgte Orø nær Holbæk.
- Jeg havde skullet øve mig virkelig mange gange i at neje. Og også øve i at sige: "Velkommen til Orø, deres majestæt". Det er virkelig sjovt at gense videoerne fra dengang i dag, siger hun, da vi viser hende dem.
Da artiklen første gang blev udgivet gik Karen Warrer Juul i 10. klasse. Dengang syntes hun, at det var en stor ting at møde Dronningen.
- Det var ret vildt. Og selvom jeg ikke var mere end syv-otte år, så følte jeg, at det var stort at møde hende. Samtidig var der virkelig mange mennesker på havnen - og alle spurgte mig hele tiden om, hvordan jeg havde det, husker hun tilbage.
Flittig gæst
Dronningens besøg på Orø fandt sted den 3. juni 2013, og besøget var det første kongelige besøg på øen, siden Dronning Margrethe I besøgte øen omkring år 1400.
Og det er helt sigende for Dronning Margrethe II's regentskab, at hun flittigt har besøgt vores del af landet.
På sommertogter har hun besøgt Sjælland og øerne, og så har hun blandt meget andet indviet en omformerstation i Herslev, åbnet en vikingeborg ved Lellinge og hilst på en gris på Lolland.
I TV2 ØSTs arkiver findes der et hav af videoer og billeder fra dronningens mange besøg. Vi har samlet et udpluk af dem herunder. Og første gang TV2 ØST var med til et dronningebesøg var den 24. marts 1992. Her besøgte dronning Margrethe Corselitze Gods på Falster.
Se et sammendrag af dronningens besøg i regionen fra 1992 til 2001 i videoen her:
Den 19. juni 2002 kom regentparret til Vordingborg, fordi byen fik nyt regiment. Og det var en stor begivenhed, fortalte den daværende borgmester Bent Pedersen (S).
- For Vordingborg by er det en unik begivenhed, sagde han dengang.
Se et sammendrag af dronningens besøg i regionen fra 2002 til 2009 i videoen her:
Indviede fane
I juni 2007 var dronning Margrethe og prins Henrik på besøg i Ringsted, fordi den nye fane for Totalforsvarsregion Sjælland skulle indvies.
Og dronning Margrethe slog symbolsk det første søm i fanen, som derefter kunne overdrages til totalforsvaret.
Efter faneceremonien stod Inge Jørgensen klar til at servicere dronningen i V.I.P. lokalerne på førstesalen.
Jeg har haft mange store og gode oplevelser, men det her var det største
Selvom Inge Jørgensen mødte Dronningen i år 2000, hvor hun fik belønningsmedaljen efter 50 år i hjemmeværnet, var dette møde med majestæten toppen af hendes karriere.
- Jeg har haft mange store og gode oplevelser, men det her var det største. Jeg var ydmyg og glad for, at det blev mig, der skulle gøre det, fortalte Inge Jørgensen bagefter med en stor klump i halsen.
Mødet med Dronningen var en meget stor oplevelse for Inge Jørgensen.
- Det var fantastisk. Det var en oplevelse af de store, fordi her, hvor der sker så mange onde tider, så synes jeg, det er så skønt, at vi har et monarki og Danmarks dronning, der samler, og vi kan se op til med stor agtelse, sagde Inge Jørgensen.
Bandt landet sammen med strøm
- Tirsdag blev Øst- og Vestdanmark formelt bundet sammen elektrisk. Det sørgede dronning Margrethe for.
Sådan skrev vi på tv2east.dk den 7. september 2010.
Dronningen havde nemlig været forbi Herslev i Vestsjælland for at indvie en omformerstation, der sikrer en bedre udnyttelse af vindenergi ved at give bedre mulighed for at eksportere el.
Den 17. november 2014 var dronning Magrethe på officielt besøg i Slagelse. Her blev hun blandt andet modtaget af børnehavebørn i varmt tøj og hjemmelavede kongekroner.
Se billeder fra besøget i videoen her:
Vikingeborgen Borgring ved Lellinge blev officielt åbnet mandag den 30. maj 2016, da dronningen kom for at indvie den.
Og senere i 2016 lagde dronningen også vejen forbi det økologiske gods Knuthenlund i Stokkemarke på Lolland, hvor hun fik en sød firbenet ven.
Se videoen fra mødet her:
Som led i sommertogtet 2016 besøgte dronning Margrethe også Odden Auktionhus, hvor hun overværede den officielle indvielse af den nye auktionshal.
Og i september samme år kom hun igen forbi Odsherred, hvor hun denne gang besøgte Trundholm Mose , hvor Solvognen blev fundet.
Se videoen fra besøget her:
Besøgte sydhavsøerne
I 2017 lagde Dronningen blandt andet vejen forbi Kalundborg, Vordingborg og Lolland.
I Kalundborg besøgte hun Kattrup Gods, hvor hun besøgte vævernes hus, og i Vordingborg var hun inviteret til Danmarks Borgcenter, hvor hun i kraft af sin arkæologiske interesse lagde sidste hånd på en udstilling om vikingernes første, største og vigtigste handelsby, Hedeby.
Og i september deltog hun i den bispevielse, hvor Lolland-Falsters Stift fik sin første kvindelige biskop, Marianne Gaarden.
I 2020 var der lagt op til en kæmpe fejring, da regenten fyldte 80 år. Men på grund af coronapandemien blev det en noget anderledes dag, end der først var lagt op til.
Den 16. april 2020 var landet lukket ned, og derfor besluttede mange i regionen at fejre Dronningen med opslag og billeder på de sociale medier.
Nogle af dem, der fejrede dronningen på nettet, var Næstved Kommune, der delte et opslag med flotte billeder fra 2012, da majestæten besøgte Næstved på sit sommertogt.
Dronningens ønske på sin fødselsdag var, at befolkningen ville sende blomster til ældre medborgere.
Og det skabte travlhed hos blomsterbinderne og glæde på plejecentrene.
Blandt andet i området ved Regstrup, Eskilstrup, Kirke Hyllinge, Undløse, Ugerløse og Store Merløse, hvor Annie Glerup måtte ud med blomster og chokolade til hele 694 borgere.
Men Dronningen blev ikke snydt for at få nogle flotte fødselsdagsgaver i anledningen af sin store dag.
I juni 2020 modtog hun nemlig 98 malerier fra skolebørn over hele landet. 10 elever var udvalgt til at overrække malerierne, og to af dem er fra Susåskolen.
Se eleverne overrække deres malerier til dronningen her:
Indviede Geopark
I september 2020 var Dronningen på officielt besøg, da Geopark Odsherreds nye attraktion Solvognens Fundsted skulle indvies.
Her trodsede dronning Margrethe et vildt regnvejr for at se det mere end 11 hektar store område, hvor en snoet grussti, der afspejler kurverne fra Solvognens guldplade, fører de besøgende gennem en fire meter høj, udsmykket jernportal og frem til selve fundstedet.