De stigende priser får folk til at ændre deres købsvaner. Flere går efter tilbudsvarer og det billigste på hylderne.
Det kan mærkes ude i brugsforeningerne, fortæller Jørgen-Anker Ipsen, der er formand for Dalby Brugsforening.
- Vi kan mærke det på den måde, at folk er meget indkøbsbevidste, når de kommer i butikken. De er meget tilbudsfikserede, og så begynder man også at vælge nogle billigere varer end tidligere, siger han.
Det påvirker brugsen og giver bekymringer for fremtiden, fortæller formanden.
- Det er jo en bekymring i den udstrækning, at vi jo ikke har den samme indtjening som tidligere, og når vi så har så stigende omkostninger, som vi har på energi, som alle indenfor handel jo har, så er det jo et usundt match. Så det er virkelig bekymrende.
Kører efter billigere mælk
En af dem, der har ændret indkøbsvaner i forbindelse med prisstigningerne, er Lis Diurhuus Andersen fra Glumsø.
Hun har altid jagtet tilbud, men i takt med at priserne på fødevarer stiger, er hun begyndt at kigge tilbudsaviserne igennem en ekstra gang.
- Alting er jo blevet vanvittigt dyrt. Det betyder, at jeg går efter tilbud. Også på et langtidsplan. Jeg tænker lidt frem, fortæller hun.
Normalt handler hun altid i SuperBrugsen i Glumsø, men her er priserne også steget.
Derfor er hun begyndt at tage turen fra Glumsø til Næstved en gang om ugen for at finde billige dagligvarer.
Det er især priserne på mælk, som Lis Diurhuus Andersen kører langt for.
- Jeg sparer 7,5 krone per liter mælk. Derfor kører jeg herud. Da min mælk i brugsen kostede 17,5, så tænkte jeg: “Det skal altså være løgn. Det vil jeg sgu ikke betale, og så opdagede jeg, at den kostede 10 kroner her, fortæller hun.
Del af en tendens
Lis Diurhuus Andersen er langt fra den eneste dansker, der har ændret indkøbsvaner den seneste tid.
Det fortæller Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk. Ifølge ham er jagten på billigere fødevarer en tendens, man især ser nu i forbindelse med inflationen.
- Folk ændrer deres købsvaner lige nu, fordi de er meget pressede på økonomien helt generelt. Fødevarer er jo så et af de steder, hvor man umiddelbart kan se, at man kan spare nogle penge, hvis man køber fornuftigt ind og går efter tilbud, discount og sådan nogle ting, siger han.
Flere brugsforeninger begynder at komme med initiativer til, hvordan de kan få kunderne til at blive ved med at handle hos dem.
SuperBrugsen i Dalby er for eksempel begyndt at lave prismatch, hvor de forsøger at matche deres priser med discountbutikkernes.