Det er ingen hemmelighed, at covid-19 har kostet danske menneskeliv. Nu viser en undersøgelse foretaget af DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, SSI, omfanget i tabte sunde leveår.
Beregningerne viser, at danskerne mistede samlet 30.000 sunde leveår under pandemiens første år. Det er i gennemsnit 13 sunde leveår per person, som døde med covid-19.
- Det var den sjettehøjeste sygdomsårsag til dødelighed i samfundet. Nummer et, to og tre var hjertekarsygdomme, lungecancer og KOL - og covid-19 på en sjetteplads, siger Steen Ethelberg, seniorforsker ved Statens Serum Institut.
I forhold til for eksempel Holland og Skotland, som også har lavet de her beregninger, ser det ud som om, at vi har klaret den bedre i Danmark
Tallet lyder voldsomt, men ud fra beregningsmetoden er det hos sammenlignelige lande kun Tyskland, som kom bedre gennem det første år med corona.
- I forhold til for eksempel Holland og Skotland, som også har lavet de her beregninger, ser det ud som om, at vi har klaret den bedre i Danmark, siger Steen Ethelberg.
Den første dansker blev testet positiv med coronavirus den 26. februar 2020, og derfor er februar 2020 den første måned i det, som undersøgelsen kalder det første år med corona i Danmark.
2383 døde med corona det første år
Tal fra undersøgelsen viser, at der i de første 12 måneder med coronavirus i Danmark blev testet 211.823 personer positive ved PCR-test, og i alt 2383 døde med sygdommen i den periode.
Metoden til at udregne de tabte sunde leveår er udarbejdet i regi af European Burden of Disease Network, hvor forskere fra DTU Fødevareinstituttet og SSI er repræsenteret.
Med metoden beregner man DALY - disability adjusted life years - som er sygdomsjusterede leveår.
DALY måler to ting ifølge Mickael Beck, Forsknings- og analysechef ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.
Hvor mange leveår, man mister, hvis man dør for tidligt i forhold til forventet levealder, og hvor meget en sygdom reducerer livskvalitet fremadrettet.
Steen Ethelberg mener, at beregningerne giver en bedre forståelse af epidemien. Den kan nemlig sætte covid-19 i relation til andre sygdomme og situationen i andre lande.