Corona-restriktionerne er væk - men disse ting holder vi fast i

Fra fredag skal danskerne ikke længere holde styr på coronarestriktioner. De er nemlig alle ophævet. Men nogle steder holder de fast i vanerne, restriktionerne har givet dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

548 dage.

Så længe har danskerne skulle holde styr på, hvor meget afstand de skulle holde, hvor mange mennesker, der måtte være i en butik, hvor man skulle vise coronapas og meget andet. 

Men fra fredag den 10. september er det slut. Corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom, og derfor er alle restriktioner ophævet. 

Læs også
Resterende coronarestriktioner er nu ophævet
Læs også
Resterende coronarestriktioner er nu ophævet

Det betyder dog ikke, at hold-afstand skilte og håndsprit forsvinder lige foreløbigt. 

Det fortæller Coop, som står bag blandt andet Super Brugsen, Fakta og Kvickly samt Salling Group, der står bag butikker som Netto, Føtex, Bilka og BR. Her beholder man blandt andet afstandsmærkninger, håndsprit og plexiglas. Det er de glade for i Kvickly i Vordingborg.

quote Jeg har det bestemt godt med stadig at bidrage med at mindske smitten

Henrik Rømer, varehuschef, Kvickly i Vordingborg

- Uanset hvordan vi ser på tingene i forhold til corona og restriktioner, så ved vi at den (corona, red.) stadig florerer derude. Så jeg har det bestemt godt med stadig at bidrage med at mindske smitten, siger Henrik Rømer, der er varehuschef hos Kvickly i Vordingborg.

I marts var der krav om mundbind, da TV2 ØST mødte Henrik Rømer, varehuschef i Kvickly Vordingborg. Nu er restriktionerne væk igen.
I marts var der krav om mundbind, da TV2 ØST mødte Henrik Rømer, varehuschef i Kvickly Vordingborg. Nu er restriktionerne væk igen. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Slut med vareadskilleren

Under coronapandemien har de fleste supermarkeder også fjernet vareadskilleren, altså den plastikgenstand, som kunderne brugte til at sætte for enden af varerne på kassebåndet. Foreløbig vender de heller ikke tilbage, oplyser både Salling Group og Coop.

Om den kommer tilbage, ved de ikke med sikkerhed, og Henrik Rømer kunne godt forestille sig, at fremtidens kassebånd bliver helt uden.

- Jeg kunne godt forestille mig, det er kommet for at blive. Så forhindrer vi, at for mange forskellige folk rører ved tingene og dermed øge smitterisikoen, siger Henrik Rømer. 

Fjernelsen af vareadskilleren har indtil videre fungeret uproblematisk for Kvickly i Vordingborg. Samtidig er der god brug i håndspritten, som derfor får lov at blive.

Vareadskilleren er nu erstattet af god afstand mellem de forskellige kunders varer.
Vareadskilleren er nu erstattet af god afstand mellem de forskellige kunders varer. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ingen snotten eller hosten på spisested

Som mange andre steder holder Cafe Svanen i Holbæk fast håndsprit til gæsterne. Samtidig har de mere fokus på at reagere på sygdom blandt personale - også selvom corona ikke er så fremtrædende længere. 

- Jeg er blevet meget mere kynisk, hvis mit personale er syge. Så sender jeg folk hjem, siger ejeren af Cafe Svanen, Mathias Damhus. 

På Café Svanen i Holbæk er man - som mange andre steder - mere opmærksomme på, at medarbejderne skal blive hjemme, hvis de viser sygdomstegn.
På Café Svanen i Holbæk er man - som mange andre steder - mere opmærksomme på, at medarbejderne skal blive hjemme, hvis de viser sygdomstegn. Foto: Google Street View

Derudover har restauranter været underlagt at have mere afstand mellem gæsterne. Selvom det ikke gælder længere har ejeren af Cafe Svanen holdt fast i, at der skal være mere afstand på trods af, det betyder, der kan sidde færre gæster. 

- Jeg tror stadig, det sidder i os, det her med smitten og afstanden. Jeg tror, gæsten værdsætter, at der er lidt mere plads, for det er vi blevet vant til, siger Mathias Damhus, der er ejer af Cafe Svanen. 

Mathias Damhus har i den forbindelse også kraftigt overvejet at tage færre ind til deres fremtidige julefrokoster på stedet. 

Disse coronaværktøjer kan myndigheder stadig tage i brug

Fra fredag er coronavirus ikke længere en samfundskritisk sygdom, og det betyder, at de sidste restriktioner er sløjfet. Men virussen har fået status af alment farlig sygdom, og det giver fortsat myndigheder enkelte redskaber.

  • Restriktioner for indrejse i Danmark.
  • Mulighed for smitteopsporing - herunder opfordring til test og isolation. 
  • Mulighed for at indføre lokale restriktioner - herunder midlertidigt lukke skoler med høj smitte eller indføre besøgsrestriktioner på plejehjem. 
  • Mulighed for at overvåge spildevandet. 
  • Kommuner skal stille frivillige isolationsfaciliteter - for eksempel et hotel - til rådighed for borgere, der er smittet eller afventer resultat af test og ikke har mulighed for at isolere sig. 


Kilde: Ritzau

Daginstitutioner vasker stadig hænder

Hos daginstitutionen Nordstjernen i Nykøbing Falster er alting næsten tilbage, som inden corona kom til Danmark. De har dog holdt fast i nogle af de gode vaner.

- Både børn og forældre skal vaske hænder. Så det holder vi fast i fra coronatiden. Det giver en rigtig god rutine for børnene, og de bliver meget bevidste om, at man skal vaske hænder, inden man kommer i børnehave og sådan noget, siger Bodil Delsvik, leder af Kulturbørnehuset Nordstjernen.

Som mange andre steder måtte forældrene i en periode aflevere børnene udendørs. Nu må de gerne aflevere deres børn på stuerne, men Kulturbørnehuset Nordstjernen har i løbet af coronatiden åbnet for flere indgange, så ikke forældrene står for tæt.

- Vi har 93 børnehavebørn og 38 vuggestuebørn. Så når de alle sammen bliver afleveret mellem 07.30 og 08.00, så kan der godt opstå trængsel. Så vi beholder de ekstra indgange, siger Bodil Delsvik.

Hvordan coronatiden kommer til at påvirke daginstitutionerne er dog meget forskelligt. Hos Hotherdalen i Hårlev har de for eksempel valgt at holde fast i, at forældrene afleverer deres børn udenfor, da de har gode erfaringer med den afleveringsrutine.


Nyhedsoverblik