Lige nu står DGI og mange gymnastikforeninger midt i sæsonen for gymnastik- og forårsopvisninger, der traditionelt set samler mange deltagere og tilskuere.
Men mange opvisninger og stævner vil nu blive aflyst, vurderer DGI.
Det er selvfølgelig superbeklageligt, og vi er ærgerlige over de gener, det måtte medføre
Alle DGI’s idrætsarrangementer og stævner, hvor der er over 1.000 tilstede, aflyses, oplyser DGI i en pressemeddelelse. Mindre arrangementer vurderes løbende i tråd med myndighedernes anbefalinger.
Fire forårsopvisninger i Storstrøm aflyst
I vores region kommer det til at få stor betydning for de kommende forårsopvisninger DGI Storstrømmens område.
Her var der planlagt fire store forårsopvisninger i den kommende weekend i Vordingborg og Maribo. Men disse opvisninger er blevet aflyst, oplyser DGI Storstrømmen til TV2 ØST.
- Alle vores opvisningsdage har en størrelse, så de overskreder de 1.000. Så det kommer til at berøre rigtig mange mennesker, siger Anja Lygum Pedersen fra DGI Storstrømmen.
I weekenden den 14. og 15. marts er der også planlagt forårsopvisninger i Faxe, Næstved og på Møn. Hvorvidt disse bliver aflyst, kan DGI endnu ikke oplyse:
- Det er svært at sige endnu, hvor lang tid, det her kommer til at strække sig, og hvor omfattende det bliver. Det er klart, at selvfølgelig er der en risiko for, at de også bliver aflyst. Men vi venter med at tage en endelig beslutning, siger JImmy Langelund, kommunikationskonsulent hos DGI Storstrømmen.
- Det er mange mennesker, der har lagt en masse tid og kræfter i det her. Så den skal trækkes så længe, som den overhovedet kan.
Forårsopvisning i Sorø er aflyst
Den 16. og 17. marts skulle DGI også afvikle forårsopvisninger i Sorø. Men dette er også blevet aflyst, oplyser direktør i DGI Midt- og Vestsjælland.
Den melding er allerede blevet givet til foreninger og gymnaster.
- Det er selvfølgelig superbeklageligt, og vi er superærgerlige over de gener, det måtte medføre, og det store stykke arbejde, der er lavet for at få de her ting arrangeret. Men vi bakker op om statsministeren og mener også, at det her er en fælles opgave, siger Nikolaj Stokholm, direktør i DGI Midt- og Vestsjælland.
- Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og derfor aflyser vi alle arrangementer over 1.000 mennesker og alle dem under 1.000 deltagere vurderer vi løbende i forhold til, hvad der måtte være af smittefare.
Aflysninger vil påvirke foreninger
Den overordnet melding fra DGI's ledelse lyder på, at man støtter aktivt op om myndighedernes tiltag i forhold til at inddæmme smitte med Covid-19, og derfor aflyser de større idrætsarrangmenter med over 1.000 deltagere.
Det er mange mennesker, der har lagt en masse tid og kræfter i det her
- Vi er opmærksomme på, at de nye tiltag vil påvirke en række idrætsarrangementer i både DGI og vores foreninger, og vi er kede af de gener og besværligheder, det måtte medføre, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
- Vi er helt enige med statsministeren i, at vi er fælles om opgaven. Vi bakker fuldt ud op om myndighedernes anbefalinger, og vi er i fuld gang med opgaven.
DGI er organisation for 1,6 millioner danskeres aktive hverdag og flere end 6.400 idrætsforeninger.
DGI med flere deltager fredag klokken 14-15 i en orientering i Kulturministeriet for retningslinjer om idrætsarrangementer. Derefter vil vi melde ud, hvordan foreninger og andre skal forholde sig i forhold til større arrangementer med under 1000 deltagere.
Aflyste arrangementer
Erhverv / handel / møder
Nykøbingmessen, 7. marts
Borgermøde om ny nærklinik i Nakskov, 10. marts
Jobbørsen, Faxe Kommune, 11. marts
Fehmarn Link Business Conference, Lalandia, Rødbyhavn, 12. marts
Livsstilsmesse, Faxe Kommune, 14. marts
Kultur
Koncert med Malurt, Ringsted Kongres Center, 7. marts (erstatningskoncert 28. maj)
Arena Næstved skriver i en pressemeddelelse, at den følger myndighedernes anvisninger og med øjeblikkelig virkning vil sikre sig, at der ikke vil være over 1.000 mennesker samlet på samme sted i foreløbig resten af marts.
Direktør Jakob Brixvold siger til TV2 ØST, at arenaen i første omgang fokuserer på at få gennemført arrangementerne i den pågældende weekend og i starten af næste uge vil tage nærmere stilling til, hvad der specifikt skal ske med koncerten med Mads Langer den 21. marts og gymnastikarrangementerne Forårsopvisning den 14. marts og GymnastGalla DGI den 27. marts.
Ved koncerten med Mads Langer har Arena Næstved meldt ud, at der er indført en maximumkapacitet på 1000 publikummer.
Sport
DGI Forårsopvisning, 7.-8. marts, Vordingborg og Maribo
DGI Forårsopvisning, 16.-17. marts, Sorø
Kampe i Superligaen og 1. division i fodbold skal spilles uden tilskuere i resten af marts.
I TV2 ØSTs region drejer det sig om følgende kampe:
Næstved - Nykøbing Falster, 8. marts
Nykøbing Falster - FC Roskilde, 15. marts
Næstved - HB Køge, 20. marts
Nykøbing Falster - Kolding IF, 29. marts.
Også håndboldkampe i liga og 1. division hos kvinder og mænd skal spilles uden tilskuere måneden ud. I TV2 ØSTs region drejer det sig om følgende kampe:
Kvinder
Nykøbing-Falster - TTH Holstebro, 13. marts
TMS Ringsted - Roskilde, 28. marts
TMS Ringsted - Rødovre, 4. april
Nykøbing-Falster - EH Aalborg, 9. apil
Mænd
TMS Ringsted - Roskilde, 12. marts
Team Sydhavsøerne - Otterup, 13. marts
TMS Ringsted - HC Odense, 28. marts
Team Sydhavsøerne - FIF, 28. marts
Andet
Folkekirkens Nødhjælps husstandsindsamling, 8. marts.
Skolebal, Sorø Akademi, 7. marts
Skolefest, Kalundborg Gymnasium, 13. marts