En frømand er blevet fyret, fordi han ifølge Forsvaret har forsøgt at rekruttere andre soldater til et netværk, der planlægger en voldelig revolution i Danmark.
Det skriver Berlingske.
Det drejer sig om frømand af reserven Lars Gram, som ifølge avisen er opsagt, efter at han i maj besøgte en kollega fra Frømandskorpset og forsøgte at hverve vedkommende.
Holder til i Odsherred
Frømandskorpset holder til i Marinestation Kongsøre ved Vig i Odsherred.
Korpset er underlagt Specialstyrkekommandoen, og de toptrænede soldater regnes for at være blandt de bedste, når der skal løses opgaver både til lands og vands.
Korpset indgår i det danske antiterror-beredskab, og de har en avanceret uddannelse i at kunne arbejde i kamp mod terrorister.
Medlemmerne af korpset er anonyme, og det meste af korpsets arbejde foregår i hemmelighed.
Står selv frem
Lars Gram har selv udleveret papirerne om fyringen fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) til Berlingske og har valgt at stå frem med sit navn. I papirerne står der blandt andet:
- FPS er videre oplyst om, at du under besøget orienterede den pågældende medarbejder om, at du mente, at der i Danmark er tale om et "politisk komplot", og at politikerne gør alt, hvad de kan, for at undertrykke befolkningen.
- Du gav i den forbindelse udtryk for, at der på voldelig vis skulle ske en revolution.
- Du gav endvidere udtryk for, at formålet med dit besøg var at rekruttere den pågældende medarbejder til en form for netværk, som allerede bestod af indflydelsesrige personer - herunder højtstående danske officerer, skriver FPS ifølge avisen.
Afviser beskyldningerne
Lars Gram afviser beskyldningerne fra Forsvaret. Han mener, at Forsvaret tager tingene ud af kontekst og drager konklusioner, der er helt hen i vejret.
Han siger, at han ikke brugte ordet "komplot", men snarere fortalte om sine bekymringer om regeringens coronahåndtering.
Derudover understreger han, at det ikke er alle danske politikere, der i hans optik søger at undertrykke befolkningen.
Har skabt røre
Lars Gram har internt i Frømandskorpset vakt opsigt de seneste måneder, efter at han holdt tale iført uniform ved en Men In Black-demonstration mod coronarestriktioner 15. maj i København.
Hans optræden ved demonstrationen blev efterfølgende anmeldt af Frømandskorpset til afdelingen for militær sikkerhed i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Talen ved demonstration har dog ikke været udløsende for fyringen og er slet ikke nævnt i opsigelsen, skriver Berlingske.
Lars Gram havde inden sin opsigelse kontrakt frem til november 2021. Han var senest indkaldt til tjeneste i 2018.´