Det så egentlig ud til, at Cassandra Nielsens konfirmationsfest ville blive en lidt trist én af slagsen. Pengene i hendes hjem i Dianalund er knappe, og derfor var der hverken råd til lokaler, pynt eller lækker mad.
- Jeg stod med nul kroner på kontoen til det hele. Simpelthen, fortæller Cassandras mor, Christina Alsing Nielsen.
Der var heller ikke nogen plan for at komme fra konfirmationen på en ekstravagant måde - selvom det efterhånden er blevet en fast tradition, at konfirmander køres fra kirken i luksuriøse limousiner, brølende racerbiler eller charmerende veteranbiler.
Men så trådte en gruppe bikere til - heriblandt Jesper Doktor fra Undløse.
- Vi har en gruppe på Facebook, hvor forældre kan skrive, og så kontakter vi forældrene og får planlagt en tur, forklarer Jesper Doktor.
Facebook-gruppen hedder "Konfirmationskørsel Motorcykel (gratis)", og her kan enhver med en motorcykel tilbyde hjælp, når familier uden så mange penge skal fejre konfirmanderne. Derfor var der intet mindre end 32 bikere til at hente Cassandra Nielsen, da hun trådte ud af kirken.
Imponeret konfirmand
Til tonerne af sang fra Cassandra Nielsens veninder i kirkekoret blev hun sendt afsted på sit livs køretur.
- Vi kører en halv times tid, og så afleverer vi konfirmanden dér, hvor de skal holde festen, forklarer Jesper Doktor.
Cassandra Nielsen fik dog også lov at komme forbi Bromme Kirke, hvor hendes morfar og hans søster ligger begravet. Efter køreturen var det en meget begejstret konfirmand, der ankom til festen.
- Det var federe, end jeg havde regnet med. Jeg er meget, meget glad, fortalte Cassandra Nielsen.
Lokale handlende donerede
Selvom køreturen i sig selv var en flot gestus fra bikerne, stoppede deres gavmildhed dog ikke dér. De 32 bikere havde nemlig samlet en pengegave på 3.200 kroner sammen til konfirmanden - og så havde de sørget for, at der også kunne blive en flot fest.
- Jeg har været rundt til de lokale handlende og spurgt, om de vil være med til at donere og sponsorere nogle ting. Det er der rigtig mange, der har støttet op om, lød fra Jesper Doktor.
Boghandleren har doneret bordpynt, blomsterbutikken har doneret blomster, og også både sko, kage og kjolen er doneret af det lokale erhvervsliv.
- Man er bare ekstremt, ekstremt taknemmelig, fortæller moren Christina Alsing Nielsen.
- Jeg er meget taknemmelig. Ubeskriveligt taknemmelig, istemte Cassandra Nielsen.