Natten til fredag bød endnu engang på kraftigt nordlys - og det er efterhånden en oplevelse, som ikke længere kun er de ihærdige nordlys-jægere forundt.
De sidste par måneder har nemlig budt på det ene flotte lysshow på himlen efter det andet, og i flere tilfælde har det kunne opleves med det blotte øje uden brug af kamera.
Forholdene for at se nordlys er da også optimale lige nu. Fænomenet opleves nemlig bedst, når der er mindst mulig lysforurening.
- Nætterne er blevet mørkere, så dermed er det også nemmere at se nu.
- Der var også en del nordlys hen over sommeren, men der var det ikke lige så let at se, forklarer Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Højere aktivitet i år
Men der er også en anden grund til, at vi oplever nordlys i hobetal lige nu. Vi nærmer os nemlig det, der i fagtermer kaldes ”solplet maksimum”.
- Solen har en cyklus over 11 år, hvor den bliver mere og mere aktiv.
- Vi nærmer os nu et maksimum, og derfor er der større chance for at se nordlys lige nu, forklarer Tina Christensen.
Hvis det føles som om, at der kan ses mere nordlys i år i forhold til de foregående år, er den altså god nok.
Solaktiviteten bevæger sig nemlig i en kurve, der er meget tæt på at nå sit maksimum.
Ifølge Spaceweatherlive vil solen nå sit maksimum omkring næste sommer.
Voldsomme partikelstrømme
Nordlyset opstår, når solen udsender partikler, også kaldet geomagnetiske solstorme, som opfanges af jordens magnetfelt.
Jo kraftigere partikelstrømmene er, jo længere ned af den nordlige halvkugle kan det farverige lys opleves.
- Normalt ser man jo nordlys oppe ved det nordlige Finland eller i Grønland og sådan nogle steder, men når de her partikelstrømme er meget voldsomme, så udbreder nordlyscirklen sig, og så kan man se det helt ned til Danmark, uddyber Tina Christensen.
Derfor er det ifølge Tina Christensen også ekstremt sjældent, at man kan se nordlys i Danmark i de perioder, hvor solaktiviteten er på sit minimum.